0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

Victoria er 22 år og på kontanthjælp: Når jeg læser forslaget, tænker jeg, om de tror, diagnoser på magisk vis er forsvundet?

Folketinget skal i de kommende uger forhandle om et nyt ydelsessystem for modtagere af offentlige ydelser. Hvis de følger Ydelseskommissionens anbefalinger, kommer Victoria Olesen efter egne beregninger til at miste 3.000 kroner om måneden.

30. august 2021
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst


Resterne af weekendens bageprojekt svømmer rundt i den fyldte køkkenvask og rammer næsten de rene tallerkner, der ligger på et viskestykke ved siden af. På køkkengulvet i toværelseslejligheden i Næstved ligger sorte sække, som 22-årige Victoria Olesen bruger til skrald.

På køleskabslågen hænger en lille håndskreven note.

»Manglende overskud. Ingen filter socialt. Tankemylder«, står der. Noten husker hende på, hvilke udfordringer hun har. Den er hun blevet bedt om at skrive en af de utallige gange, hvor hun har været til behandling i psykiatrien.

Victoria Olesen går lidt i ring om sig selv på de få kvadratmeters køkkengulv, imens hendes ene hånd trykker og nulrer en stressbold.

Hun fortæller, at hun gerne ville have gjort rent, inden hun fik os til aftensmad, men at hun ikke kunne overskue det. Det er nemlig altid en smule overvældende for den 22-årige kvinde at møde nye mennesker.

»Jeg kan godt møde nye mennesker, hvis jeg kan få lov til at gøre det på mine præmisser«, siger hun.

»Men jeg er ikke så god til at møde 1.700 nye mennesker på en gang«.

Victoria Olesen har flere psykiske diagnoser knyttet til sit navn. Hun forklarer dem én for én i et sprog med et højt lixtal, hvor man godt kan gennemskue, at hun har været ind og ud, men mest inde i det offentlige system, i mange år.

Hun er diagnosticeret med adhd, borderline og angst. Hun har også været screenet for autisme, men fik ikke diagnosen.

Diagnoserne betyder, at Victoria Olesen har vanskeligt ved at leve et liv som enhver anden 22-årig, der studerer eller arbejder. Af samme årsag har hun været på uddannelseshjælp – kontanthjælp for unge under 30 år – siden, hun fyldte 18 år. Hun får cirka 8.500 efter skat hver måned.

Men i slutningen af maj kom der en nyhed, som har fået Victoria til at bruge sommeren på at spekulere i, hvorvidt hun har et hjem til sommer.

Ydelseskommissionen, der blev nedsat i 2019 for at nytænke det danske ydelsessystem, var nået frem til deres anbefalinger til Folketinget. Og mens udspillet fra flere sider mødte ros for deres anbefalinger om at afskaffe kontanthjælpsloftet, løfte børnefamilier ud af fattigdom og gøre systemet mere overskueligt, kritiserede eksperter og politikere, at man vil skære godt og vel 4.000 kroner i månedlig kontanthjælp til unge under 30 år med en eller flere psykiske lidelser, samt fjerne de særlige diagnosetillæg, mange psykiske syge unge får i dag.

Ydelseskommissionen foreslår, at man gør det muligt for kontanthjælpsmodtagere at stige i ydelse, hvis man arbejder eller uddanner sig. I de kommende uger skal regeringen og Folketingets partier så forhandle sig frem til en ny model for et ydelsessystem.

Victoria Olesen ville ønske, at det var realistisk for hende at arbejde sig til en højere ydelse.

»Mange SU-modtagere lever for de penge, som min ydelse skal sættes ned til, men de kan tage lån eller få et job. Jeg må ikke låne, fordi jeg er kontanthjælpsmodtager, og jeg kan ikke bare tage et job, for min psyke siger bare nej«, siger hun og ryster på hovedet.

»Jeg er glad for, at vi har et system i Danmark, hvor du kan få hjælp, hvis du har brug for det. Jeg synes bare ikke, de skal gøre det sværere, end det allerede er at leve med psykisk sygdom. Når jeg læser forslaget, tænker jeg, om de tror, diagnoser på magisk vis er forsvundet? Der findes åbenbart ikke syge mennesker længere. Du kan få en belønning, hvis du fremmer din helingsproces, men hvad, hvis du ikke kan blive rask, hvad gør du så? Skal de mennesker bare straffes? Jeg blev bare så sur«.

Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

Ifølge Ydelseskommissionens egne beregninger havde 52 procent af de unge, der var på uddannelseshjælp i 2018 en psykisk diagnose. I slutningen af samme år var cirka 35.000 unge på uddannelseshjælp i alt, ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings database Jobindsats.

Hvis regeringen tager forslaget til sig, har Victoria Olesen regnet sig frem til, at hun mister cirka 3.000 kroner ud af de cirka 8.500 tusind, hun får hver måned.

»Det bliver min begravelse. For det betyder, at jeg skal flytte, og jeg har ikke nogen andre steder at bo, hvor det er billigt nok, og jeg kan ikke bo på kollegium, hvor der er mange mennesker. Så bliver jeg hjemløs, og det er heller ikke godt, for jeg har behov for at kunne isolere mig«.

Stop madspild

Køleskabets grøntsagsskuffe er fyldt med økologiske citroner, auberginer, ferskner, peberfrugt og squash.

Alt det, har Victoria fået af den lokale organisation Stop Spild Lokalt, hvor hun har en aftale om at komme ned og hente mad, når det er ved at knibe med pengene.

Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

Og det er det tidligt i denne måned, allerede halvvejs, for Victoria Olesen er både kommet til spontant at købe en takeaway pizza til 97 kroner og haft en tandlægetid, der ikke kunne udskydes.

Da Politiken er på besøg 16. august, fortæller hun, at hun har mellem 500 og 600 kroner tilbage på kontoen.

Hun har lavet en særlig aftale med organisationen, om hun må komme uden for åbningstiderne og hente mad, da hun ikke kan være i store forsamlinger af mennesker.

»Min støtteperson sagde, at jeg skulle prøve at rive auberginen i stedet for at skære den«, siger Victoria Olesen og kigger spørgende på auberginen, hun har i hånden.

Hun har svært ved at overskue madlavning hver aften, fortæller hun. Men i aften havde hun besluttet sig for at lave wok, og der skal kylling i, som hun ikke kunne få hos Stop Spild Lokalt.

Så hun måtte i Netto. Her fandt hun 1,5 kilos kyllingebrystfileter nedsat til 60 kroner. Hun putter møjsommeligt de fileter, der ikke skal bruges, ned i små fryseposer, så det kan spises i slutningen af måneden, hvor der reelt er nul kroner på kontoen.

»Jeg kan egentlig ikke lide at handle i Netto. Det er for stressende. Det er ikke det nemmeste for mig. Jeg havde min kæreste i telefonen i dag, og det hjælper, for så kan jeg lukke det hele af«, siger hun.

Victorias telefon har stor betydning for hendes velbefindende. Når hun kan mærke, at hun har fået for meget socialt, eller at angsten dunker, kigger hun på dyrevideoer på TikTok.

»Det får mig til at slappe af, og så kan jeg ligesom komme ud af angsten. Jeg ville blive meget ked af det, hvis nogen tog min telefon«.

Er det ok at blande sig i andres økonomi?

Det er svært at blive glad for noget materielt, når man er på kontanthjælp, fortæller Victoria Olesen.

»Jeg havde brug for at forkæle mig selv på et tidspunkt. Så købte jeg en ny morgenkåbe og en bodystocking fra Hunkemøller. Det er ikke noget, jeg står og mangler, men det var noget, jeg ønskede mig. Men det var ikke bare undertøj. Det var også noget, jeg kunne gå i til dagligt, og det har givet mig et meget bedre syn på min krop for eksempel«, begynder hun at forsvare det seneste tøjindkøb, hun har gjort.

Hun får også hurtigt understreget, at hendes streamingtjenestekanaler altså ikke er noget, hun selv betaler for, da samtaleemnet under aftensmaden går på tv-forbrug.

Hvis hun skal skære ned i forbruget, skal hun stoppe med at bruge rejsekortet til at besøge sin familie i København og vaske tøj sjældnere. Og så skal hun spise mindre.

»Der ville ikke være mulighed for uforudsete udgifter, hvis jeg gik så meget ned i ydelse, og jeg ville stå i dilemmaet: mad eller strøm? Mad er ikke nødvendigt på samme måde. Der er ikke nogen, der står og siger, du skal betale for mad, hvorimod der er nogen, der står og siger, du skal betale for strøm«.

Uforudsete udgifter kan som i denne måned være tandlægehjælp. Men også mavepinen ved at blive inviteret til fødselsdag og skulle finde en gave.

Du kan få en belønning, hvis du fremmer din helingsproces, men hvad hvis du ikke kan blive rask, hvad gør du så? Skal de mennesker bare straffes?

Er begyndt at hvile i sig selv

Victoria døjer med tankemylder, som også giver hende problemer med hukommelsen.

Derfor har hun lidt svært at sætte detaljer på hendes barndom. For der er meget, hun ikke kan huske. Hun ved, at hun aldrig har haft venner i den normale folkeskole.

Men hvad hendes vitrineskab i stuen med de skrå vægge afspejler er, at Harry Potter, og i anden række andre fantasy-universer, har været venner i hendes liv.

Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

I skabet står fem versioner med diverse limited edition versioner af alle Harry Potter-bøgerne plus dertilhørende gadgets i form af tryllestave og de bøger, karaktererne læser i filmene, som det eneste i hjemmet snorlige og næsten uden et støvfnug.

»Harry Potter er et andet hjem for mig, når jeg skulle tænke på noget andet. Luna Lovegood (karakter i Harry Potter-universet, red.) er fantastisk. Hun er så skør. Jeg kan se mig selv i, at jeg altid har været den mærkelige unge i folkeskolen. Jeg var Luna i den forstand, at jeg var anderledes. Der var nogen, der var lidt på samme måde, og det sætter jeg pris på på en måde«.

Harry Potter er et andet hjem for mig, når jeg skulle tænke på noget andet

Siden januar har hun gået på en skole, hvor hun for første gang nogensinde føler sig tilpas i uddannelsessystemet.

Det er en skole, der går under navnet STU – en ungdomsuddannelse for unge med særlige behov. Den lirker ikke op for hverken SU-systemet eller videregående uddannelser, men har til formål at give sociale, personlige og faglige kompetencer til et mere normalt liv og eventuelt videre uddannelse eller job.

Blandt sine 20 medstuderende føler Victoria Olesen en stor tryghed. Hendes yndlingsfag er de kunstneriske, hvor hun kan tegne og lege med grafisk design. Og her kan hun også bruge sine diagnoser som en styrke.

»Jeg har endelig fundet mig tryg i diagnosen adhd. Jeg ser det faktisk som en styrke, at jeg kan hyperfokusere og bare sætte mig i fire timer og være helt koncentreret om at tegne«.

I fremtiden vil hun gerne arbejde et sted, hvor hun kan kombinere sin kærlighed for dyr og det kreative.

»Derfor har jeg tænkt på at blive hundefrisør. Det kunne være meget sjovt. Så kan man gøre alt muligt kreativt med pelsen«, griner hun.

Mads Nissen
Foto: Mads Nissen

»Jeg vil rigtig gerne ud af kontanthjælpssystemet på et tidspunkt, men det ser ikke super ud. På nuværende tidspunkt går jeg i skole 18 timer om ugen, men jeg havde ikke fuld uge i sidste uge. Jeg kunne ikke overskue det. Jeg vil jo rigtig gerne have en uddannelse og et job som alle andre«.

Nu er Victoria Olesen overvældet af de mange indtryk af at have to fremmede, der ovenikøbet spørger enormt meget, til middag.

Hun lægger sig i sofaen og åbner TikTok. Rengøringen må vente lidt. Igen.