Da Jeanette Hardis var gået ti dage over termin, fik hun at vide, at hendes søn skulle fødes hurtigst muligt, da der ikke længere var nok fostervand. Hun tog fire igangsættelsespiller, så gik vandet. Det var mørkegrønt, næsten sort – et tegn på, at barnet kan være stresset. Kort tid senere fik hun det dårligt. Rigtig dårligt. Hun skulle skiftevis brække sig og på toilettet. Og så kom vestormen.
De næste to timer mistede Jeanette Hardis kontrollen over sin krop. Hun havde stærke smerter og kastede op i ét væk. På trods af de voldsomme veer skred fødslen ikke rigtig frem, og drengens iltniveau dykkede flere gange. Da det blev nede fem minutter i træk, blev hun hastet til akut kejsersnit.


























