SF’s retsordfører vil have forklaring fra Kirkeministeriet, der har igangsat undersøgelse af overgreb i kirke.

Advokatfirma var ikke i kontakt med ofre i undersøgelse om overgreb

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Ingen af de tre personer, der tidligere har fortalt Berlingske om overgreb i Vor Frue Kirke i København, er blevet interviewet i forbindelse med en advokatundersøgelse, som Kirkeministeriet har bedt om at få lavet om sagen.

Det skriver Berlingske tirsdag.

Overgrebene skal have fundet sted i 1990’erne og i 2000’erne.

Én af de personer, der tidligere i år fortalte om krænkende adfærd begået af en centralt ansat i kirken, bekræfter over for avisen, at han ikke er blevet forsøgt kontaktet i forbindelse med undersøgelsen.

»Jeg kan bekræfte, at jeg ikke på noget tidspunkt er blevet forsøgt kontaktet af advokaterne bag undersøgelsen«, siger han.

Heller ikke den domkirkepræst, der i sin tid politianmeldte den ansatte, er blevet kontaktet i forbindelse med undersøgelsen.

I undersøgelsen, der er lavet af advokatfirmaet Kromann Reumert, fremgår det af sammenfatningen, at man ikke finder ’tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag’ til at konkludere, hvad der er sket mellem medarbejderen og den mindreårige.

Det til trods for, at den mindreårige ikke er blevet spurgt.

Heller ikke de to andre sager - der ifølge sammenfatningen handler om krænkende adfærd over for to personer ved ’festlige lejligheder’ i 00’erne - er der tilstrækkeligt med beviser, lyder det.

Retsordfører for SF, Karina Lorentzen, undrer sig over undersøgelsen, som hun mener, svigter ofrene.

»Det er da en mærkelig ikke-undersøgelse, når man ikke taler med ofrene. Det kan da umuligt give et fyldestgørende billede af, hvad der er sket, og jeg undrer mig over, at man kan konkludere på det«.

»Jeg synes, man svigter ofrene ved ikke at bede om deres version. Jeg vil bede Kirkeministeriet om en forklaring på dette utilfredsstillende forløb«, skriver hun i en mail til Ritzau.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her