Lad det være sagt med det samme: Jeg tjekker sjældent mine kontoudtog på den grundige måde. Men tidens priser gjorde, at jeg op til årsskiftet bestemte mig for at gennemgå udgifterne.
Det kom der interessante ting ud af. Blandt andet at jeg i november måned brugte relativt meget tid i et supermarked: 35 gange satte jeg mine ben i et supermarked eller en 7-Eleven. Hvilket var lidt af en overraskelse, eftersom jeg går og tror, at jeg køber stort ind hver søndag og kun supplerer med lidt mælk i løbet af ugen. Det passer ganske enkelt ikke.


























