Onsdag morgen blev en del af Øresundsmotorvejen spærret efter et uheld. En mand blev bragt på hospitalet.

Ulykke på Øresundsmotorvejen skabte kø onsdag morgen

Lyt til artiklen

Der er igen helt åbent for trafikken på Øresundsmotorvejen, efter at en ulykke tidligere onsdag morgen spærrede for trafikken, oplyser vagtchef Michael Andersen fra Københavns Politi kort efter klokken 08.30. Dermed glider trafikken igen.

En del af Øresundsmotorvejen var spærret i retning mod Sjælland efter ulykken, der skete ved afkørslen til Tårnby, oplyste vagtchef Henrik Brix hos Københavns Politi omkring klokken 06.00.

Uheldet skete, da en personbil kørte op i en lastbil. Til at begynde med var hele motorvejen spærret i retning mod Sjælland, men klokken 07.10 skrev politiet på Twitter, at et spor var åbent.

Ifølge Henrik Brix blev føreren af personbilen bragt på hospitalet. Michael Andersen fortæller senere på morgenen, at føreren af bilen er en mand på 47 år.

»Han er ved bevidsthed og ikke i livsfare«, siger han.

Spærringen var mellem afkørsel 17 Lufthavn V og afkørsel 18, fremgik det af Vejdirektoratets Trafikinfo.dk.

»Bilister skal køre fra motorvejen og benytte afkørsel 16«, skrev Københavns Politi på Twitter tidligere på morgenen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her