»Enormt fortvivlende«, »virkelig ærgerligt og trist«, »dybt pinligt, »ubegribeligt«. Remsen af skældsord, som vælter ned over regeringen fra grønne organisationer, fortsætter længere nede i teksten.
Organisationerne er oprørte over, at regeringen vil udvande et forslag fra EU-Kommissionen, der skal sikre mere natur. Ifølge forslaget skal naturen genoprettes på 20 procent af landjorden og havet. Det vil være det største bidrag til, at 30 procent af naturen er beskyttet. Men regeringen vender tommelfingeren nedad, fordi det er for dyrt.


























