For et gennemsnitlig politisk interesseret menneske er der langt mellem de kendte ansigter på Moderaternes landsmøde. Ja, faktisk har det nye parti på Borgen gjort en dyd af, at medlemmerne kommer fra virkeligheden.
Men da de omkring 600 fremmødte i DGI Huset i Vejle lørdag morgen er ved at indfinde sig, er der enkelte kendte ansigter. Ikke mindst den tidligere landsformand og folketingsmedlem for Liberal Alliance Leif Mikkelsen, der står i samtale i foyeren med Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussens hustru, Sólrun Løkke Rasmussen.


























