Da Københavns Kommune for otte år siden oprettede en whistleblowerordning, var det den første kommune i landet, som gav medarbejderne den mulighed. Her kan de anonymt gøre opmærksom på fejl, svigt og ulovligheder, og den bliver brugt flittigt – sidste år indløb 67 henvendelser.
Der er grund til at være stolt af, hvordan ordningen har fungeret i København, siger kommunens borgerrådgiver, Johan Busse, der i alle årene har haft ansvaret for ordningen.



























