De værst berørte naboer skal tilbydes ekspropriation eller genhusning, så længe metrobyggeriet brager løs uden for deres vinduer. Sådan lyder det fra en alternativ politisk alliance i København bestående af Enhedslisten, Venstre, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre. Reaktionen kommer, efter at Ekspropriationskommissionen – den statslige instans, som vurderer borgeres erstatningsret – er nået frem til, at nogle få naboer skal have en mindre erstatning for byggegenerne. LÆS OGSÅBelastede metronaboer får lang næse og ingen ny bolig »De økonomiske kompensationer, kommissionen tilbyder de hårdest ramte, hjælper ikke borgerne på et niveau, der er politisk acceptabelt. Vi taler om støjgener, som eksperter siger kan være sundhedsskadelige. Derfor skal overborgmesteren rette henvendelse til ejerkredsen for at finde frem til en løsning, der tager hensyn til borgerne«, siger de radikales gruppeformand, beskæftigelsesborgmester Anne Mee Allerslev. Flere hundrede millioner kroner Københavns Kommune ejer 50 procent af Metroselskabet, mens staten og Frederiksberg Kommune ejer resten.
På tirsdag skal økonomiudvalget i København tage stilling til et forslag fra Enhedslisten om at stille krav til overborgmesteren om at optage forhandlinger med den øvrige ejerkreds om at tilbyde lejere, ejere og andelshavere muligheden for at komme væk fra deres ufrivillige første parket til byggepladserne.




























