Poul Nyrup Rasmussen har indtil i dag haft rekorden i at tildele kvinder ministerposter.
Men, med statsminister Lars Løkke Rasmussens regeringsrokade i dag må Nyrup se sig slået.
LÆS OGSÅ Her er Løkkes nye ministre
Den socialdemokratiske statsminister havde i perioden 23. februar til 21. december 2000 ni kvindelige ministre ud af 20 i sin regering, hvilket svarede til 45 procent. Men den topper Løkke i dag med hele 47,4 procent - ni kvindelige og ti mandlige ministre.
Løkkes nye regering
10 mænd / 9 kvinder
Tre kvinder ud, men fire ind
Den historiske kønsfordeling i regeringen er en realitet på trods af, at de snart forhenværende ministre Carina Christensen (K), Ulla Tørnæs (V) og Eva Kjer Hansen (V) må sige farvel til deres ministerposter på henholdsvis kultur-, udviklings- og førevareområdet.
Ingen af dem skal indtage nye ministerier, men til gengæld har Lars Løkke Rasmussen hvervet fire splinternye kvindehoveder i regeringssammenhæng.
FOTO
Det drejer sig om regionsrådsmedlem i hovedstaden Benedikte Kiær (K), som bliver ny socialminister, direktør Charlotte Sahl-Madsen, som bliver minister for videnskab, teknologi og udvikling og så de to MF'ere fra Venstre Gitte Lillelund Bech og Tina Nedergaard, som bliver henholdsvis forsvars- og undervisningsminister.
Modtages af dronningen og kronprinsen
Lars Løkke Rasmussens samlede regering blev modtaget i audiens på Amalienborg klokken 10.00, hvor de mange nye ministre blev præsenteret for dronning Margrethe og kronprins Frederik.
I eftermiddag fra klokken 13.00 til 15.00 vil de traditionelle overdragelsesforretninger i ministerierne finde sted.
Kvindevenlig udvikling siden 2001
Den første kvindelige minister i Danmark var socialdemokraten Nina Bang. Hun var undervisningsminister i den første socialdemokratiske regering i landet fra 1924 til 1926.
Siden 1947 har der været mindst en kvindelig minister i alle regeringer, men kvinderne har dog altid været underrepræsenteret.
Sådan er det stadig, men kigger man på tallene fra 2001, hvor Anders Fogh Rasmussen overtog magten fra Poul Nyrup Rasmussen, er der alligevel en positiv udvikling at spore:
Regeringen Anders Fogh Rasmussen
27. november 2001 – 1. januar 2003 Mænd 13 / Kvinder 5
1. januar 2003 – 24. april 2004 Mænd 13 / Kvinder 5
24. april 2004 – 2. august 2004 Mænd 13 / Kvinder 5
2. august 2004 – 16. februar 2005 Mænd 13 / Kvinder 6
18. februar 2005 – 14. december 2006 Mænd 14 / Kvinder 5
15. december 2006 – 12. september 2007 Mænd 13 / Kvinder 6
12. september 2007 – 23. november 2007 Mænd 12 / Kvinder 7
23. november 2007 – 10. september 2008 Mænd 12 / Kvinder 7
10. september 2008 – 5. april 2009 Mænd 12 / Kvinder 7
Regeringen Lars Løkke Rasmussen
5. april 2009 – 7. april 2009 Mænd 11 / Kvinder 7
7. april – 24. november 2009 Mænd 11 / Kvinder 8
24. november 2009 – 20. december 2009 Mænd 11 / Kvinder 9
20. december 2009 - 23. februar 2010 Mænd 11 / Kvinder 8
23. februar 2010 - ? Mænd 10 / Kvinder 9


























