Når Kristian Thulesen Dahl (DF) fylder 50 år tirsdag, ligner det indgangen til en politisk midtvejskrise. Han står i spidsen for et parti, der fik det ringeste valg, siden partiet kom i Folketinget i 1998. Da Thulesen Dahl sendte sin folketingsgruppe på sommerferie, var den under halv størrelse af, hvad den var før valget.
Der er ikke meget at smile ad, men Kristian Thulesen Dahl taler alligevel som altid i sin let joviale tone, da Politiken fanger ham på telefonen til en snak om, hvad der gik galt, og hvad der skal ske nu. Måske er det, fordi han sidder »to meter fra Østersøen« på campingferie på Bornholm.


























