Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

    Alt om Corona­virus

Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen

Det har store økonomiske konsekvenser for samfundet, at daginstitutioner og uddannelsesinstitutioner er lukket ned, forsamlinger over 10 personer forbudt og grænsen lukket for udlændinge uden anerkendelsesværdige formål i Danmark. Her er det Rødby Færgehavn, hvor lastbiler holder i kø ved grænsekontrollen.

Radikale: »Vi er nødt til også at gøre os overvejelserne om, hvor længe vi kan holde til det her«

Radikale Venstre vil have forhandlinger om en genopretningsplan allerede nu.

Politik

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den mest omfattende nedlukning af Danmark i nyere tid stiller de ansvarlige politikere over for svære valg.​​

Det gælder ikke mindst, når tab af vækst, arbejdspladser og andre økonomiske konsekvenser skal vejes op mod de sundhedsmæssige argumenter for at dæmme op for smittespredningen.

Derfor kræver flere partier, at regeringen i højere grad redegør for dens forventninger til de økonomiske konsekvenser, sådan at de svære beslutninger i det mindste kan træffes på det mest oplyste grundlag.

I Radikale Venstre kalder gruppenæstformand Sofie Carsten Nielsen det således »betimeligt«, når overvismand Carl-Johan Dalgaard fra Det Økonomiske Råd efterlyser analyser af konsekvenserne.

»Vi er nødt til også at gøre os overvejelserne om, hvor længe vi kan holde til det her«, siger Sofie Carsten Nielsen.

»Jeg vil meget gerne se nogle flere tal. Og vores opfordring er, at vi skal i gang med at forhandle en genopretningsplan. Det kan vi lige så godt komme i gang med nu«, fortsætter hun.

Den radikale gruppenæstformand medgiver, at det er svært at handle i en situation, hvor politikerne står på ubetrådt grund. Men det er netop en årsag til at komme til bunds i alle aspekter.

»Vores sundhedsordfører arbejder i døgndrift for at afsøge svar på, om der er andre måder og strategier, som kan tages i anvendelse i forhold til test, inddæmning og karantæne og så videre, sådan så vi måske kunne begynde at lukke dele af samfundet op. Det er klart, at det skal hele tiden afsøges«, siger hun.

For Radikale Venstre er de sundhedsfaglige argumenter i højsædet. Men en dyb recession kan i sig selv få konsekvenser for ressourcerne til hele sundhedssystemet og sundheden for den enkelte borger. Særligt de mest udsatte lider under en situation med økonomisk afmatning, fremhæver Sofie Carsten Nielsen.

»Sundheden kommer først for os. Blandt andet, fordi at vi ikke kan holde til, at vores sundhedssystem braser sammen. Og det synes jeg 7-9-13, at det ser ud til, at vi kan undgå. Omvendt kan vi ikke holde til at lukke økonomien ned længere, end det overhovedet er nødvendigt«.

Også i Venstre ønsker politisk ordfører Sophie Løhde klarere svar fra regeringen:

»Det vil være naturligt, at regeringen snart fremlægger en plan for, hvordan nedlukningen af samfundet på et tidspunkt skal rulles tilbage på en måde, hvor hensynet til danskernes sundhed og aktivitet i samfundet går hånd i hånd. Og Venstre er selvfølgelig altid klar til at indgå i konstruktive drøftelser«, skriver Løhde i en sms.

EL: Luk langsomt op

Hos Enhedslisten er det først og fremmest et spørgsmål om at redde liv.

»Det var det, da vi lukkede ned, og det vil det være, når vi lukker op«, siger politisk leder Pernille Skipper og uddyber:

»Lige så hastigt, som vi lukkede ned, lige så langsomt har vi behov for at lukke op. Det skal være meget små skridt, fordi det er utrolig svært at rulle tilbage, hvis smitten lige pludselig stikker af«.

Adspurgt, hvorvidt hun anerkender, at hensynet til økonomien også skal indgå i overvejelserne, svarer Skipper:

»Nej. Det gør jeg faktisk ikke. Alle de økonomiske konsekvenser, vi står med, er et resultat af, at vi først og fremmest forsøger at redde liv. Det ville være mærkeligt, hvis vi begyndte at sige, at vi kan godt undvære nogle liv til gengæld for noget økonomi«.

Dermed mener hun ikke, at de økonomiske konsekvenser er ligegyldige. De er bare underordnede målet om at redde liv.

»Så må vi håndtere økonomien ved siden af«, siger hun.

Pernille Skipper anerkender, at sundhedsvæsenet jævnligt stilles over for valg, hvor hensynet til sundhed og økonomi er modsatrettet. Det gælder for eksempel, når læger afgør, at patienter ikke skal have dyr livsforlængende medicin. Men antallet af den slags situationer skal minimeres, siger Pernille Skipper.

»Alt, hvad vi gør nu lige nu, handler jo dybest set om at undgå, at der skal stå læger og sige: Du er over 60. Du får ikke en respirator«, siger hun og fremhæver, at det også risikerer at få »langt, langt, langt større økonomiske konsekvenser«, hvis ikke man »hurtigt og ordentligt« håndterer truslen fra corona.

Annonce

Ovre den paniske fase

Regeringens tredje støtteparti, SF, oplyser på sms, at »vi springer diskussionen over i denne omgang«. Men i oppositionen mener ordførere i Dansk Folkeparti og Konservative, at der er brug for flere tal og beregninger, som politikerne kan træffe beslutninger ud fra.

»Det har været nødvendigt at træffe nogle beslutninger meget hurtigt, fordi epidemien har udviklet sig så hurtigt. Men når vi nu er ovre den paniske fase, så er det vigtigt, at vi tager os bedre tid til at overveje, hvilke skridt vi skal tage. Jeg er ikke sikker på, at den regning, der er ved at lukke så meget ned, i alle tilfælde står mål med den effekt, det er. Især ikke, fordi vi er ved at lave en økonomisk sprint i noget, der meget vel kan blive et maraton«, siger Jarlov.

Han erkender, at det kan være svært at lave præcise beregninger på coronaepidemien. Ikke desto mindre vil analyser af prisen og smitteeffekten på forskellige tiltag, såsom grænselukningen, være brugbare for de kommende politiske drøftelser.

Sundhedsordfører Liselott Blixt (DF) vil også gerne have tal på bordet. Og så vil hun »involveres mere, frem for bare at blive informeret« af regeringen om de mange tiltag og indgreb.

»Vi bliver nødt til at vide, hvad vi står på, i forhold til at lige nu er alt sat på standby. Vi skal jo ikke ind i, at så lader man fx behandlingsgarantien være sat ud af kraft i meget lang tid. Vi bliver nødt til at sikre, at vi kan behandle folk, der kommer til at kræve det også bagefter krisen«, siger Blixt.

Det politiske beslutningsgrundlag bliver sandsynligvis bedre allerede fra næste uge, vurderer sundhedsordfører Henrik Dahl (LA). Her vil Statens Serum Institut kunne begynde at lave modeller for effekten af de karantænetiltag, regeringen traf i uge 11. Det skyldes, at smittede med coronavirus, som bliver meget syge, først indlægges efter omkring to uger.

»Indlæggelserne indtil nu er et spejl af situationen før afbødningstiltagene, men det vil ændre sig fra midten af denne uge. Lige nu træffer vi beslutninger baseret på modeller for det italienske og det kinesiske smitteforløb. Men fra i næste uge får vi en idé om effekten af de politiske tiltag i Danmark, og om vi er på vej mod en overbelastningssituation i sundhedsvæsnet eller ej«, siger Henrik Dahl.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden