Først kom en aftale om flere grønne biler, så kom der penge til nye cykelstier, og nu er det så børnenes og de ældres tur.
Regeringen har indgået en velfærdsaftale med Enhedslisten, SF og Radikale som led i forhandlingerne om næste års finanslov.
Med aftalen afsættes der fra næste år 200 millioner kroner om året frem til 2024 til mere personale i landets vuggestuer og børnehaver. Det betyder samtidig, at den fulde indfasning af minimumsnormeringer i daginstitutionerne kan rykkes frem.
Minimumsnormeringer skal vedtages næste forår, og allerede om tre år skal de være fuldt indfaset, siger SF’s formand Pia Olsen Dyhr.
»Der bliver mere tid til ture, højtlæsning og hygge i vuggestuer og børnehaver allerede fra næste år«, siger hun.
Samtidig bliver der med velfærdsaftalen afsat 425 millioner kroner ekstra til ældreplejen næste år. Det betyder, at der kan ansættes 1.000 flere mennesker i ældreplejen.
»Det er første gang, at der reelt bygges oven på den eksisterende ældrepleje. Vi har finansieret det nuværende niveau i ældreplejen og bygger oven på med 1000 ekstra ansatte i ældreplejen. Samtidig sikrer vi et bedre fagligt niveau blandt ansatte. Det er vigtigt både for de ældre og for de ansatte«, siger Enhedslistens Pernille Skipper.
Flere skal uddannes
Finansminister Nicolai Wammen (S) understreger, at coronaen er en stor udfording for dansk økonomi:
»Den vigtigste opgave med finansloven er at få Danmark sikkert igennem corona-krisen. Men heldigvis er det også sådan, at takket være en stærk dansk økonomi, så har vi kunnet lave en reserve til andre vigtige ting som velfærd«, siger finansminister Nicolai Wammen (S).
»Men jeg er også nødt til at sige, at på grund af coronaen, så er der færre penge til velfærd. Derfor har vi skulle prioritere«, siger Nicolai Wammen.
På finansloven afsættes der også penge til både gymnasiale uddannelser, erhvervsuddannelser og social- og sundhedsuddanelser. Det skal sikre et fagligt løft på tværs af landet, fremhæver Sofie Carsten Nielsen (R).
»Vi skal holde op med at save i den gren vi selv sidder på og begynder at investere i ungdomsuddannelserne. Sidste år fik vi stoppet blødningen og i år afsætter vi penge til et fagligt løft. Det har været meget vigtigt for De Radikale«, siger Sofie Carsten Nielsen.
På spørgsmål om, hvor de ekstra ansatte til daginstitutioner og ældre skal kommer fra i en situation, hvor arbejdsløsheden fortsat er lav, siger Nicolai Wammen:
»Med aftalen vil vi sikre, at der kommer flere hænder ud til børn og ældre. Det første man skal gøre for at sikre det, er at afsætte pengene. Det gør vi nu. Men vi skal også sikre, at der uddannes flere«.
»Vi kan opfordrer dem, der er derude nu til at uddanne sig. Men vi skal også have nye ind. Der tror jeg, at det har en enorm betydning, at vi nu sætter penge af til at sikre en bedre hverdag også for de ansatte, der skal have deres daglige gang i eksempelvis ældreplejen«, siger Nicolai Wammen.
Ritzau/Politiken
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter