Den heftige drukkultur, som har hjemme i festgaderne i landets større byer, skal tøjles. Den resulterer for ofte i vold, ubehagelige oplevelser og utryghed for dem, der går i byen og gerne vil have en god aften. Det mener regeringen, som med flere markante forslag vil lægge en dæmper på drukkulturen i gader som Vestergade og Gothersgade i København og Jomfru Ane Gade i Aalborg.
»Grundlæggende har vi vel alle sammen en interesse i, at der bliver drukket mindre, og at der ikke er den her meget heftige drukkultur, hvor folk kommer helt uden for sans og samling. Den kultur har også en relation til vold, som kan opstå, fordi folk simpelthen er for påvirkede«, siger Mette Frederiksen.


























