Portræt: Mette Frederiksen skal finde sin egen vej

En af dagene op til 1. maj 2013 havde Politiken en snak med Mette Frederiksen om et par af de interessante ting i tilværelsen, der ikke var snævert forbundet med de ret og pligt-reformer, hun ellers hele tiden gav interview om i årene som beskæftigelsesminister.

Snakken skulle bruges til et portræt af Frederiksen, og der var et citat, der af en eller anden grund aldrig kom med i artiklen fra 1. maj 2013. Konklusionen på artiklen blev, at der kun var én relevant kandidat til at efterfølge Helle Thorning-Schmidt på formandsposten i Socialdemokratiet.

Det var nyt dengang. Indtil da havde der været flere potentielle bejlere til den evigt stormomsuste post. Men i et af Thorning-regeringens sværeste forår havde de interne S-skænderier om lærerlockout, selskabsskattelettelser, SU-reform og meget andet flyttet lidt rundt på brikkerne i toppen af partiet.

Der var skabt en alliance mellem Frederiksen, den daværende gruppeformand, Henrik Sass Larsen, og finansminister Bjarne Corydon, Thornings wingman. Hvilket Sass forklarede i et par afmålte, men træfsikre, citater om Frederiksens kvaliteter og kommunikative evner.

Derfor bad vi den dag Frederiksen forholde sig til det dengang lidt paradoksale faktum, at hun, der har sit udspring i partiets venstrefløj, lå så højt i troværdighedsmålingerne. Mens den oprindelige højrefløjssocialdemokrat Helle Thorning-Schmidt hele tiden skrabede bunden. Svaret, som den nu tiltrædende partiformand gav, lød sådan her:

»Jeg vil ikke gå ind i diskussioner om Helle Thorning-Schmidt. Jeg tror, det er sådan, at hvis man er formand for Socialdemokratiet, så er man en udskældt person. Det rammer i høj grad vurderingen af Helle«.

Nu er det Frederiksen, der skal vænne sig til en tilværelse som udskældt person.

I går blev hun af den socialdemokratiske hovedbestyrelse konstitueret som formand for partiet. På næste søndag bliver hun formelt kåret til partiformand ved en ekstraordinær partikongres. Dermed træder kvinden, der ret konstant har ligget i toppen af SR-regeringens troværdigheds- og popularitetsmålinger, frem i forreste række.

Som den næste i rækken af socialdemokratiske ledere, der skal forsøge at forvalte formandsposten på en måde, så de bedst muligt bevarer den popularitet, de havde i udgangspunktet. Nemt er det ikke.

Frederiksen har muligvis allerede drøftet sagen med folk som Helle Thorning-Schmidt, Mogens Lykketoft, Poul Nyrup Rasmussen, Svend Auken og Anker Jørgensen. Alle fem har været politiske overlevere med vilje og styrke til at tage imod tæsk. Men de har sandelig også, som Frederiksen siger, været udskældte.

Ung og erfaren

Frederiksen har vist, at hun kan score stemmer. 24.486 blev det til ved valget. Et par tusind stemmer færre end Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, der også stillede op i Københavns Omegns Storkreds.

Mette Frederiksen har et fortrin i forhold til de fleste af forgængerne. Socialdemokratiet gik frem ved valget. Trods sine blot 37 år overgår Mette Frederiksen målt på parlamentarisk erfaring langt folk som Thorning-Schmidt, Nyrup og Jørgensen i forhold til, hvad de havde prøvet, da de blev formænd.

Men vigtigere endnu. Mette Frederiksen overtager et langt mere sammentømret parti uden tidligere tiders selvmorderiske fløjkrige. Og formentlig uden noget, der minder om en seriøs modkandidat.

Alle fløje af betydning i partiet peger på hende, og allerede på valgnatten pegede tunge spillere som Bjarne Corydon, Nick Hækkerup, Henrik Sass Larsen og mange andre på Frederiksen.

I den forstand har hun et lettere udgangspunkt end forgængerne. Men hun begynder også med et stemmetal til partiet så respektabelt, at hun ikke uden videre kan regne med fremgang.

Portræt af Mette Frederiksen

Det er sværere at skabe fremgang fra det nuværende udgangspunkt, end hvis hun havde overtaget Socialdemokratiet i sommer, hvor Mette Frederiksen stod klar i kulissen, da Helle Thorning-Schmidt var i spil til en EU-toppost. Dengang så meningsmålingerne som bekendt helt anderledes ud.

Mette Frederiksen har længe haft prædikatet som en socialdemokratisk »urkraft«, hvis kernesocialdemokratiske sindelag, baglandet aldrig synes at have været betvivlet. Trods hendes mange barske reformer på beskæftigelsesområdet.

Men der venter store udfordringer. Mette Frederiksen skal f.eks. inden ret længe lægge en linje for samarbejdsrelationen med den grumsede venstrefløj, hvor der nu er tre partier til venstre for Socialdemokratiet.

Hun skal finde en relation til de radikale i en situation, hvor ledende socialdemokrater i disse dage bruger gloser som ’brøndpissere’ og det, der er værre, om den snart forhenværende regeringspartner.

Valgkampens mange radikale solomarkeringer om topskat, pensionsalder, boligskat kan godt gå hen og blive en del af den socialdemokratiske fortælling om tabet af regeringsmagten på samme måde, som de radikales udlændingepolitik var en del af forklaringen for de tabte valgslag i 2001, 2005 og 2007.

Yderligere skal Mette Frederiksen definere en relation til Lars Løkke Rasmussens regering – og ikke mindst en måde at håndtere Dansk Folkeparti på. Blandt enkelte afgående S-ministre tales der ironisk om, at Socialdemokratiet ved valget fik næsten 50 procent af stemmerne.

Altså, hvis man lægger socialdemokraternes og DF’s stemmetal sammen. Men hvordan skal socialdemokraterne placere sig?

Ikke mindst med tanke på udlændingepolitikken, hvor Mette Frederiksen i løbet af sommeren med sikkerhed vil havne i et dilemma om, hvorvidt partiet skal følge den nye regering i de stramninger, der venter. Og formentlig i den situation vil lægge sig ud med både de radikale og venstrefløjen.

Ligeledes venter der et dagpengedilemma, hvor Socialdemokratiet skal gøre op, om partiet vil gå med i en bred aftale med risiko for at lægge sig ud venstrefløjen og fagbevægelsen.

Desuden skal der udformes en magtligning, hvor afgående erhvervsminister Henrik Sass Larsen indiskutabelt indgår. Og antageligt også Bjarne Corydon. Sammen med Helle Thorning-Schmidt var det de fire, der samarbejdede gnidningsfrit i valgkampen. Men der skal derudover lægges en kabale, der tilgodeser partiets kaffeklubber.

Herunder Frederiksens gamle allierede, afgående forsvarsminister Nicolai Wammen, der har sin egen såkaldte Aarhus-fraktion. Wammen er ifølge Politikens oplysninger et godt bud på en kommende politisk ordfører.

Fjerdegenerations socialdemokrat

Med avancementet til partiformand kulminerer Mette Frederiksens karriere, der har været en lang politisk rejse fra et oprindeligt venstreorienteret udgangspunkt hos ungsocialdemokraterne i DSU. Hun er fjerdegenerations socialdemokrat med en oldefar, der røg i fængsel for fagforeningsarbejde, og en farfar og en far med tillidsposter i partiet.

Hun er opvokset i Grønlandskvarteret i Aalborg, en blanding af boligblokke, huse og rækkehuse. Moderen, der døde for et par år siden, var dagplejemor, faderen typograf. Blandt de første politiske handlinger i Mette Frederiksens karriere var, da hun som 12-årig opkøbte regnskov i Sydamerika og brugte en betydelig del af sine lommepenge på at sponsorere en kaskelothval ved navn Jens.

Hun var et meget ungt medlem af anti-apartheid-bevægelsen ANC Youth League, men det var først som 15-årig, hun efter visse overvejelser om SF meldte sig ind i DSU i Aalborg.

Her blev hun hurtigt lokalformand og siden formand for Nordjyllands Amt. Via de lokale tillidsposter gik turen videre til DSU’s hovedbestyrelse. Som udpræget rød DSU’er. Hun har fortalt, at hun fik tårer i øjnene over SR-regeringens arbejdsmarkedsreformer, der betød en hårdere kurs over for unge.

Og hun fik tilnavnet ’Hardy Hansen’, fordi hun gik for at være lige så rød som den gamle specialarbejderformand i kampen mod udlicitering i den årelange Ri-Bus-konflikt i Esbjerg. Siden er hun blevet kaldt ’Aukens åndelige lillesøster’ og sidenhen ’Skrigeskinken’. Det sidste er et øgenavn, som har hængt ved og stadig bruges mand og mand imellem i Christiansborg-miljøet.

Øgenavne har det med at blive klistret på folk, der lægges mærke til, og sådan har det altid været med Mette Frederiksen.

Hun var fra en tidlig alder vitterlig en DSU’er, man så en fremtid i i parti og fagbevægelse. Hun blev næstformand i Dansk Ungdoms Fællesråd og blev som 23-årig ansat som LO-konsulent.

FOTO

Se billedserie

Foto: Jens Dresling

Hun var knap blevet valgt til Folketinget i 2001, før hun skabte opmærksomhed med et par ramsaltede bemærkninger om partiets daværende indenrigsminister, Karen Jespersens, hårde linje i udlændingepolitikken. Modsat masser af andre nyvalgte viste den unge socialdemokrat lynhurtigt evner for at brænde igennem med kontroversielle budskaber. Fra venstre kant.

Som nybagt kulturordfører foreslog hun at gøre det strafbart for mænd at besøge prostituerede. En kamp, hun med hele sin karakteristiske patos kæmpede helt til ende op til en kampafstemning flere år senere på en socialdemokratisk kongres.

Men det skulle senere vise sig, at der var tale om en kamp, som hun ikke gik mere op i, end at hun ikke havde de store kvaler med at opgive ideen igen, da S-R-SF-regeringen i 2012 opgav et forbud mod købesex.

Mette Frederiksen skabte stor forargelse hos højrefløjssocialdemokrater, da hun i begyndelsen af 00’erne sammenlignede USA med Saudi-Arabien, når det handler om at modarbejde fri abort og prævention i den tredje verden.

»En fornærmelse mod USA«, mente den daværende forsvarsordfører, Per Kaalund, fra partiets højrefløj.

I mange år gjorde Frederiksens politiske modstandere meget for at holde liv i det skingre billede af Frederiksen.

»Altså, Mette Frederiksen, det overstiger mine evner«, lød det sarkastisk fra tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), da han i 2007 kommenterede en forlist bred integrationsaftale, som Frederiksen var med til at trække sit parti ud af.

Gnidninger med Thorning

Partiinternt forsøgte Mette Frederiksen at holde sig ude af fløjkrigene mellem Auken- og Nyrup-fløjene i begyndelsen af 00’erne. Men det er et faktum, at Mogens Lykketoft lagde massivt pres på Frederiksen for at tage handsken op og gå efter formandsposten, da han for godt ti år siden trak sig efter valgnederlaget i 2005.

Dengang sagde hun nej, men støttede i stedet diskret Frank Jensen i formandskampen mod Helle Thorning-Schmidt.

I oppositionsårene markerede Mette Frederiksen sig af og til i modsætning til den daværende topledelse. Blandt andet for at være for lidt synlige. Mod slutningen af oppositionstiden ramte en sag hende, der for første gang for alvor sendte hendes person i stormvejr.

Det var, da BT i foråret 2010 fortalte, at hun havde sendt datteren Ida Feline i privatskole, skønt hun fem år tidligere havde harceleret over, at »det nytter simpelthen ikke, at forældre med overskudsbørn sender deres børn i privatskole. Alle har et ansvar for, at folkeskolen fungerer. Det betyder altså, at man må blive og tage kampen op«.

Hun var næstformand i folketingsgruppen i perioden 2005-11. Men i hele perioden frem mod valget i 2011 var Mette Frederiksen ikke en afgørende del af magtdelingen i Socialdemokratiet.

Hun tilhørte heller ikke den inderkreds i partiet, der skabte alliancen med SF frem mod 2011-valget, og hun havde derfor heller ikke nogen nævneværdig rolle i de kompromiser på udlændingepolitikken, skattepolitikken og den økonomiske politik, der udgjorde det siden noget ramponerede valggrundlag for S-SF-alliancen i 2011.

Til gengæld har hun som topminister været blandt de afgørende spillere i den politiske platform, som Helle Thorning-Schmidt gik til valg på. Men det er mildest talt ikke alle dage, relationen mellem Thorning og Frederiksen har været i top.

Mette Frederiksen gjorde meget lidt for at skjule, at hun ikke just var tilfreds, da Helle Thorning-Schmidt i efteråret flyttede hende fra Beskæftigelsesministeriet til Justitsministeriet, hvor hun på rekordtid havnede i en række vanskelige sager.

Ikke mindst den besværlige sag om Eritrea-rapporten og en anden om anonyme embedsmænd, der gik i pressen med beskyldninger om at være blevet urimeligt behandlet af en temperamentsfuld Mette Frederiksen.

Hun har brugt justitsministertiden til at fjerne enhver tvivl om, hvorvidt hun rent udlændingepolitisk befinder sig på strammerfløjen i Socialdemokratiet. Justitsministeriet favner bredt og placerer jævnligt sin minister i massivt blæsevejr, hvilket utvivlsomt har modnet Frederiksen som politiker.

Et ryk mod højre

Både i valgkampen i 2011 og 2015 blev Mette Frederiksen brugt som en af de vigtigste to-tre stemmer i valgkampen.

I sit ministervirke har Mette Frederiksen gennemført reformer af førtidspensionen, fleksjobordningen, kontanthjælpen, sygedagpengene, dagpengene og ikke mindst den samlede beskæftigelsesindsats. Langt det meste blev gennemført i brede forlig med Venstre og Dansk Folkeparti.

Med en konsekvent retorik om ret og pligt har hun evnet at kommunikere de mange reformer på en måde, så hun ikke blev skudt i skoene, at hun var løbet fra sit eget politiske udgangspunkt.

Mens Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon gentagne gange har måttet høre på kritik af, at de har bevæget sig lysår væk fra partiets kerneværdier, er Frederiksen lige så ofte blevet beskrevet som det samme baglands håb.

Nu står hun på den øverste tinde med et stort forventningspres fra det samme bagland, hvor mange vil knytte store forhåbninger til hende. Også blandt dem, der hvisker om, at Mette Frederiksen i de sidste par år som topminister og formandsfavorit har drejet et stykke mere til højre end sit eget udgangspunkt.

Det er ikke nemt at tilfredsstille alle, og hun vil fra nu af for første gang stå med det ultimative ledelsesansvar. Ikke længere blot som del af en ledelse.

Den 37-årige kvinde skal balancere mellem at være partiformand og mor med ansvar for børnene hver anden uge. Og hun skal finde sig til rette i et job med et mediepres, der bliver endnu hårdere, end hun før har prøvet. Et mediepres, der som bekendt har for vane at gøre S-ledere til udskældte personer.

Men som er nødvendigt at håndtere i rollen som førsteudfordrer til Lars Løkke Rasmussens kommende statsministerpost.