Hvis du regner med, at du kan sende dit barn tilbage i daginstitution i den kommende tid, kan du godt tro om igen. For der mangler både plads og medarbejdere til, at daginstitutionerne igen kan åbne op for fuld kapacitet.
Det siger formand for BUPL, Elisa Rimpler:
»Vi var i forvejen pressede, fordi normeringerne ikke er fantastiske, og vi har mange opgaver. Nu kommer de sundhedsfaglige retningslinjer oveni, og hvis vi samtidig skal gøre det pædagogisk forsvarligt, er det urealistisk at tro, at man kan komme op på fuld kapacitet«.
Planen med den gradvise genåbning af Danmark er blandt andet, at flere forældre skal tilbage på arbejde. Og det sætter både forældre og daginstitutioner under yderligere pres. En ting er dog sikkert, og det er, at det simpelthen ikke er muligt for daginstitutionerne at åbne op for alle børn, hvis Sundhedsstyrelsens retningslinjer fastholdes.
Mulighederne er opbrugt
Sundhedsstyrelsens retningslinjer strammer grebet om daginstitutionerne, som mangler plads, hvis flere børn skal tilbage i daginstitution.
»Hvis afstandskravene bliver det samme, kan vi ikke åbne op for fuld kapacitet, så længe der ikke er en vaccination«, udtaler Elisa Rimpler.
Sundhedsstyrelsens retningslinjer lyder nemlig, at daginstitutionerne skal have dobbelt så meget plads per barn i forhold til det normale bygningsreglement om et frit gulvareal på mindst 3 kvadratmeter per vuggestuebarn og 2 kvadratmeter per børnehavebarn. Så langt de fleste daginstitutioner har behov for at låne ekstra plads.
»Selv hvis vi fik en milliard kroner til at opretholde retningslinjerne, så kan vi jo ikke stampe pædagogerne op ud af ingenting. Det er urealistisk, og det ender med, at hele området bryder sammen«, siger hun.
Flere daginstitutioner har allerede taget diverse nærliggende klubhuse, fritidshjem, zoologiske haver, teatre, sportsforeninger og sognegårde i brug, så daginstitutionerne har større arealer til at brede børnene ud på.
En rundspørge fra KL viser, at der blandt 62 af landets 98 kommuner har været mellem 40-50 procent af forældrene, der har haft behov for pasning i dagtilbud, da daginstitutionerne gradvist kunne genåbne 15. april. Men nu er mulighederne for, at daginstitutioner yderligere kan låne alternative steder opbrugt. Det mener Jacob Bundsgaard, formand for KL. Han skriver i en mail til Politiken:
»Meldingen fra kommunerne er, at kapaciteten i både dagtilbud og skoler er udnyttet til det yderste allerede nu. Det gælder både i forhold til de fysiske rammer og personaleressourcerne. Med en yderligere genåbning vil vi med de sundhedsmæssige retningslinjer, der gælder nu, ikke have plads til alle børn«.
Betaling til forældre, der kan holde børnene hjemme
Der har indtil videre ikke været et stort kapacitetsproblem i daginstitutionerne, og det skyldes primært den store andel af forældre, som endnu ikke har haft behov for pasning. Rundspørgen fra KL viser, at 58 ud af 62 kommuner har kunnet tilbyde alle, der har ønsket det, plads i de genåbnede dagtilbud. Men i takt med en yderligere genåbning af samfundet vil flere forældre skulle tilbage på arbejde, og dermed bliver behovet for pasning i daginstitutioner større.
Elisa Rimpler siger:
»Presset på, at alle børn skal kunne være i daginstitutionerne, er massivt. Jo flere forældre, der har behov for, at deres børn er i daginstitution, jo større bliver presset. Vi skal selvfølgelig tage retningslinjerne alvorligt – og det gør det til en meget svær opgave, som kun de færreste kommuner kan løse«.
En løsning på problemet er at finde en alternativ måde, hvorpå forældrene skal kunne holde børnene hjemme, uden at de mister deres arbejde eller indtægt. Signe Nielsen, formand for Forældrenes Landsforening, har to konkrete bud på, hvordan det kan afvikles:
»En løsning er at tilbyde børneorlov, hvor man kan få dagpenge for at gå hjemme med sit barn. Man kan også forlænge barselsorlov for de forældre, der er hjemme på barsel. Og det mener jeg helt seriøst er sådan en nem løsning«.
Børne- og Undervisningsministeriet henviser til, at det er kommunernes eget ansvar at fordele pasningsbehovet, men oplyser, at partier i Folketinget i øjeblikket er til forhandlinger om forældrebetaling. Partierne Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti ønsker at kompensere alle berørte forældre, der har betalt til daginstitutionspladser, som ikke er blevet benyttet, med tilbagevirkende kraft fra 1. april.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter