»Der var ikke plads på de grønne bænke«. Sådan sagde en elev grinende ved afslutningen af partilederdebatten, der blev sendt direkte i tv fra Rybners ungdomsuddannelse i Esbjerg. Eleverne havde i bogstavelig forstand stemt med fødderne flere gange i løbet af debatten. Aulaen var delt op i røde og grønne bænke, hvor eleverne skulle dele sig efter anskuelser.
De elever, der syntes, de var blevet klogere af debatten, klumpede sig sammen på de grønne bænke, og elever, der ikke var blevet klogere, sad på de røde bænke. Der var klart flest, der selv syntes, de var blevet klogere. Og altså også nogen, som var nødt til at finde plads på de røde bænke. En god debat altså, fordi de unge fik lov at sætte dagsordenen og fik svar på deres spørgsmål.




























