Da tv-vært Joakim Ingversen voksede op, syntes han ofte, at skolen var spild af tid. Benene trippede, i takt med at læreren tilførte endnu et x til ligningerne, og han havde svært ved at sætte bogstaverne sammen på den rigtige måde. I stedet svømmede tankerne hen på de bølger på Hundested Strand, som han efter skole skulle ride på.
De rigide regler for udsagnsled og grundled gav det heller ikke altid mening at lære, når nu han vidste, at han efter folkeskolen ville være surfer i Australien.