0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Politikens Undervisningspris 2023

Hvordan underviser årets vindere? Se dem i aktion

16. maj 2023
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De har indprentet sig hos deres elever og hos fagpanelerne. De ni vinderne af Politikens Undervisningspris 2023 er fundet, og her kan du se, hvordan de underviser.

Erhvervsuddannelser

Hovedpris: Stina Davidsen-Nielsen

Social- og Sundhedsskolen Fyn, Odense

Fagpanelet var meget overbevist om, at Stina Davidsen-Nielsen skulle vinde hovedprisen i kategorien for erhvervsuddannelser. Hun insisterer på høj faglighed og brænder igennem med sit princip om ordentlighed hos eleverne, forklarer Katja Munch Thorsen, uddannelsesdirektør ved København Erhvervsakademi og medlem af fagpanelet. Det er blot to år siden, Stina Davidsen-Nielsen selv arbejdede som sosu-assistent, og hun bruger sine erfaringer i undervisningen.

»På den måde hjælper hun eleverne med, hvordan de skal tænke og handle, når de står derude og skal være agenter for den høje faglighed«, siger Katja Munch Thorsen.

Ud over at udvise høj faglighed er hun »verdensmester i stilladsering«, som Katja Munch Thorsen siger, hvor hun rammesætter læringen for eleverne og er tydelig omkring, hvad der forventes af dem. Det lader til at virke, for indstillingerne af hende viser, at eleverne på hendes hold fra 18 til 62 år er motiverede af Stina Davidsen-Nielsens undervisning.

Tryk play for at se vinderen undervise:


Særpris: Jakob Nielsen

Elektrikersvend ved A/S Henning Lund, Horsens

Trods et højt tempo i elektrikerbranchen formår Jakob Nielsen at have blik for sine lærlinge, og det får han særprisen, Lærepladsprisen, for. Et vigtigt arbejde, fordi to tredjedele af en erhvervsudannelse foregår på lærepladsen. Det er en forudsætning for at lære, at man føler sig tryg, forklarer Anne Sophie Madsen, områdechef for ungdomsuddannelser hos EVA, Danmarks Evalueringsinstitut, og en del af Politikens Undervisningspris’ fagpanel. Derfor er det vigtigt, at man som svend også har fokus på det personligt, og det har Jakob Nielsen.

»Han er et godt eksempel på, hvor stor betydning det har, at man som svend eller mester ser sine lærlinge og deres behov, så de lykkes og lærer faget. Det er en stor gave for hans lærlinge og et eksempel til efterfølgelse«, siger Anne Sophie Madsen.

Tryk play for at se vinderen undervise:

Særpris: Klaus Krogh Lund-Jørgensen

Tømreruddannelsen, Next Uddannelse, København

Klaus Krogh Lund-Jørgensen skal vinde en særpris, fordi han skaber et læringsrum med plads til alle ved at være nysgerrig i forhold til eleverne, fortæller Camilla Hutters, leder ved Nationalt Center for Erhvervspædagogik, Københavns Professionshøjskole, og medlem af fagpanelet.

»Det gør indtryk, at han udvikler undervisningen, i forhold til hvad eleverne er optaget af. Det er ikke så tit, man hører lærere sige, at de lærer noget af eleverne«, siger hun.

Men det gør Klaus Krogh Lund-Jørgensen – både når det gælder fokus på bæredygtighed i sin undervisning og at skabe et diverst undervisningsrum, hvor der er plads til alle. Sidstnævnte gør han på forbilledlig vis og har fundet en pædagogisk måde at undervise på, hvor det at bygge er i centrum. Camilla Hutters fortæller, at for meget fokus på minoriteters identitet, eksempelvis ubevidste kommenterer om, at man er kvinde i tømrerfaget, i yderste konsekvens kan gøre, man dropper ud, fordi man føler sig anderledes. Så det er helt afgørende for éns læring, at man føler man hører til.

»Det er også vigtigt, når vi mangler faglærte. For hvis vi skal have flere ind på erhvervsuddannelserne, må vi også omfavne nogle flere«.

Tryk play for at se vinderen undervise:

Gymnasiale uddannelser

Hovedpris: Kader Maikal

Fransk, arabisk og latin på Aarhus Gymnasium og Viby Gymnasium, Aarhus

Kader Maikal vinder en hovedpris, fordi han formår at plante en sprogglæde i sine elever. Da Politiken besøgte ham, tog han eleverne ud af klassen enkeltvis for at føre en kort samtale med dem om, hvad de skal efter gymnasiet. Samtidig tager han eleverne med til arrangementer om aftenen, hvor de kan møde fransktalende. Ud over at han har en særlig evne til at skabe et trygt fællesskab, hvor eleverne tør tale fremmedsprog, handler hans sprogundervisning også om kultur.

»Kader åbner de unges øjne for mulighederne i sprogfagene, og hans undervisning betyder, at sprogbeherskelsen kommer til at give mening på et højere niveau«, siger Anne Sophie Madsen, områdechef for ungdomsuddannelser hos EVA, Danmarks Evalueringsinstitut, og en del af Politikens Undervisningspris’ fagpanel.

Han bruger også sig selv og sine egne erfaringer med at lære dansk som 15-årig i undervisningen, og det giver eleverne nogle gode huskeregler og en god intuition for sprog. Det er med til at skabe en begejstring og glæde ved sprogene. Det er vigtigt i en tid, hvor interessen for at lære fremmedsprog er dalende, og unge bredt set oplever, at de kan klare sig med engelsk, forklarer Anne Sophie Madsen.

Tryk play for at se vinderen undervise:

Særpris: Christina Dam Kissmeyer

Matematik og kemi på Aarhus Akademi, Aarhus

Da Christina Dam Kissmeyer havde sin første klasse til terminsprøve i matematik, dumpede ni elever. Hun tænkte, at hun måtte gøre noget anderledes, og til eksamen bestod alle eleverne. Hun vinder en særpris for at udvikle sin undervisning ved at lytte til sine elever og lykkes med det. Noget af det, hun har gjort siden, er at lave YouTube-videoer og hæfter, der guider eleverne gennem eksempler på eksamensspørgsmål. Noget, som flere elever fremhæver i deres indstilling af hende. Med de metoder giver hun glæde, mod og en følelse af at mestre tilbage til elever, som har dårlige erfaringer med matematik.

»Hun åbner en verden for eleverne, som ellers var lukket. Matematik er et fag, hvor mange har dårlige erfaringer, men det lader til, at hun kan vende det for nærmest alle«, siger Katja Munch Thorsen, uddannelsesdirektør ved København Erhvervsakademi og medlem af fagpanelet.

Det er vigtigt, fordi undersøgelser peger på, at selv om man ikke skal læse noget matematisk senere hen, er der en sammenhæng mellem éns karakterer i matematik i gymnasiet, og hvordan man klarer det på arbejdsmarkedet.

»Matematik er en grundkompetence. Så at nogle ikke føler, de kan det, er ikke særlig godt«, siger Katja Munch Thorsen.

Tryk play for at se vinderen undervise: