Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), er meget imod, at Karsten Hønge (SF) nedlægger sit mandat under et døgn efter at være blevet valgt til EU-Parlamentet.
Søndag blev han valgt til EU-Parlamentet, og mandag aften frasagde han sig mandatet og gav det videre. Det bør politikere ikke gøre ifølge folketingsformanden.
»Opstiller man, er det for at blive valgt. Jeg bryder mig bestemt ikke om det, og vi taler tit om politikerlede, og det her bryder folk sig ikke om. De tænker, 'kan man slet ikke stole på dem derinde'«, siger hun.
Karsten Hønge giver sin plads i Europa-Parlamentet til ung SF'erPartiet har sagt, at han stillede op som hjælperytter for spidskandidat Margrete Auken (SF), der dog endte med at få knap 200.000 stemmer, hvilket er tredjeflest, og dermed trak Hønge med ind.
Det mandat blev dog givet videre til den 21-årige økonomistuderende Kira Marie Peter-Hansen, der nu bliver en af de yngste i parlamentet.
Selv om partiet kalder ham hjælperytter, er han citeret i flere medier for at love, at han ville drage mod Bruxelles, hvis han skulle blive valgt.
ritzau
fortsæt med at læse


























