Måling: Sverigedemokraterna går frem i EU-valg

Socialdemokraterna med den svenske statsminister Stefan Löfven står til at blive størst med 25,1 procent.
    Foto: Tt News Agency/Ritzau Scanpix
Socialdemokraterna med den svenske statsminister Stefan Löfven står til at blive størst med 25,1 procent. Foto: Tt News Agency/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Sverigedemokraterna står til at blive det tredje største svenske parti i EU-Parlamentet med 16,9 procent af stemmerne.

Det viser en foreløbig måling ifølge det svenske medie SVT. I målingen er 9076 vælgere spurgt, og den giver et bud på, hvordan stemmerne fordeles. Det endelige resultat kommer først senere.

Socialdemokraterna står til at blive størst med 25,1 procent, mens Moderaterna ser ud til at blive næststørst med 17,6 procent. Liberalerna, som har risikeret at ryge ud af parlamentet, ser ud til at klare sig med 4,4 procent af de svenske stemmer.

Det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna står ifølge målingen til at at øge sin stemmeandel med 7,2 procentpoint i forhold til EU-valget i 2014.

Partiet har venskabelige bånd til Dansk Folkeparti, der omvendt står til en vælgerlussing ved europaparlamentsvalget. Ifølge DR's valgstedsmåling står DF til at gå fra fire til et enkelt mandat.

Har lang historie med DF

I efteråret holdt Sverigedemokraternas partileder, Jimmie Åkesson, tale ved Dansk Folkepartis årsmøde. I den forbindelse udtalte Dansk Folkepartis Søren Espersen, at han var imponeret over det svenske parti.

»Vi er imponeret over partiet, og hvad de har gjort. Vi har en lang historie sammen med dem. Allerede før valget i Sverige i 2010 var Pia, (Kjærsgaard, daværende DF-formand, red.) i Skåne og tale sammen med Jimmie«.

»Jeg har været taler ved to af deres årsmøder, og Kristian Thulesen Dahl (nuværende DF-formand, red.) har været derovre et par gange. Vi har en rigtig god forbindelse«, sagde Espersen.

Talen ved årsmødet blev afholdt, kort efter at Sverigedemokraterna var stormet frem ved det svenske valg, hvor partiet fik 17,6 procent af stemmerne.

Med den foreløbige prognose for europaparlamentsvalget i Sverige står Socialdemokraterna til at få fem mandater, Moderaterna til at få fire mandater, Sverigedemokraterna til at få tre mandater, Centerpartiet til at få to mandater, Kristdemokraterna til at få to mandater.

Vänsterpartiet og Liberalerna står hver til et enkelt mandat.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her