Evan Gershkovich og Paul Whelan er en del af fangeudveksling mellem USA og Rusland, bekræfter Tyrkiet.

Joe Biden hylder diplomatisk bedrift, der sikrer stor fangeudveksling med Rusland

Joe Biden holdt torsdag aften pressemøde flankeret af familierne til nogle af de fanger, der nu er på vej hjem. Foto: Nathan Howard/Ritzau Scanpix
Joe Biden holdt torsdag aften pressemøde flankeret af familierne til nogle af de fanger, der nu er på vej hjem. Foto: Nathan Howard/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Opdateret torsdag klokken 18.03

Rusland løslader torsdag journalist Evan Gershkovich og eks-marinesoldat Paul Whelan i en fangeudveksling med USA.

Det bekræftede Tyrkiets præsidentkontor tidligere torsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters og her til aften har den amerikanske præsident, Joe Biden, kommenteret fangeudvekslingen på X.

Han skriver, at den er blevet til efter en stor diplomatisk indsats, og at den er værd at fejre.

De to amerikanere, som var idømt lange fængselsstraffe for spionage i Rusland, var om bord på et russisk regeringsfly, der torsdag landede i Tyrkiets hovedstad, Ankara.

I alt indgår 26 fanger fra syv forskellige lande i fangeudvekslingen, oplyser Tyrkiets præsidentkontor.

De 26 fanger er fra USA, Norge, Tyskland, Polen, Slovenien, Rusland og Belarus.

Tre flyves videre til USA, 13 til Tyskland og ti til Rusland.

Den russiske oppositionspolitiker Ilja Jasjin og den dødsdømte 30-årige tysker Rico Krieger er også blandt de løsladte, meddeler det tyrkiske præsidentkontor.

Jasjin var idømt otte og et halvt års fængsel for at sprede »falske anklager« om Ruslands hær. Han havde lagt en video på YouTube, hvor han talte om russiske soldaters påståede massakre på civile ukrainere i byen Butja i 2022.

Rico Krieger var dømt til døden i Belarus, hvis styre er nært allieret med Rusland.

Han var dømt for flere forbrydelser. De omfattede terrorisme, spionage, at danne en ekstremistisk gruppe og at være lejesoldat.

USA og dets allierede sender til gengæld ti fanger til Rusland, lyder det videre fra det tyrkiske præsidentkontor. Blandt dem er to mindreårige.

Den tyrkiske efterretningstjeneste MIT meddelte torsdag, at den har fået til opgave at koordinere en større fangeudveksling.

»Vores organisation har stået for en større mæglingsindsats i denne udveksling, som er den mest omfattende i den seneste tid«, meddeler MIT.

Whelan blev anholdt i Moskva i 2018. To år senere blev han idømt 16 års fængsel for påstået spionage.

Gershkovich blev anholdt i Jekaterinburg i marts 2023, da han var i færd med at dække en historie for sin avis, Wall Street Journal. Han blev i juli i år ligeledes idømt 16 års fængsel for påstået spionage.

Han er den første amerikanske journalist, der er blevet dømt for spionage i Rusland siden Den Kolde Krigs afslutning.

USA har længe ønsket at få de to løsladt.

Rygterne har svirret

Der har de seneste dage været forlydender om, at en udveksling af fanger mellem USA og Rusland var på vej.

Reuters har blandt andet skrevet, at russiske systemkritikere og folk, som er blevet dømt for modstand mod den russiske krig i Ukraine, de seneste dage er forsvundet fra russiske fængsler.

Rettighedsaktivister har set det som et tegn på, at en fangeudveksling med Vesten kunne være på vej.

Tidligere torsdag ønskede Kreml-talsmand Dmitrij Peskov ikke at udtale sig om en mulig udveksling.

»Jeg kommer stadig ikke med nogen udtalelser om dette«, sagde han.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her