Den bangladeshiske ekspremierminister Sheikh Hasina vil vende tilbage til Bangladesh, når der udskrives valg i landet.
Det siger Sheikhs søn, Sajeeb Wazed Joy, til mediet Times of India ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Tilmed siger sønnen til mediet, at ’hvis der er nogen som helst brug for, at jeg træder ind i politik, så vil jeg ikke holde mig tilbage fra det’.
Sheikh Hasina forlod hovedstaden, Dhaka, mandag, mens demonstranter stormede hendes palads. Hun befinder sig nu i Indien.
Tirsdag opløste hun parlamentet i Bangladesh.
Det skete, efter at der på det seneste har været store demonstrationer rettet mod et kvotesystem, som blandt andet indebærer, at knap hvert tredje ledige job i staten skal gå til slægtninge til krigsveteraner fra selvstændighedskrigen mod Pakistan i 1971.
Det har skabt dyb utilfredshed blandt unge, der oplever høj arbejdsløshed og protesterne har kostet flere hundrede mennesker livet.
Muhammad Yunus, den tidligere modtager af Nobels fredspris, er torsdag blevet taget i ed som leder en af en overgangsregering i Bangladesh.
Mere end et dusin medlemmer af hans nye kabinet er også taget i ed. Men ikke med titlen ministre. De er udnævnt som rådgivere.
Blandt de nye rådgivere er Nahid Islam og Asif Mahmud, ledere af Studenter mod Diskrimination. En gruppe der gik forrest i de ugelange protester mod Hasina-regimet.
Efter Hasinas flugt gik militæret ind på studenternes krav om at lade Yunus lede en overgangsregering.
Der bor 173 millioner mennesker i Bangladesh.
I sidste omgang var Hasina premierminister fra 2009 og frem til nu. Hendes far var den tidligere oprørsleder Sheikh Mujibur Rahman, der blev præsident i forbindelse med løsrivelsen af det østpakistanske område i 1971, det senere Bangladesh.
ritzau
fortsæt med at læse




























