Slutter i dag: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Ifølge irsk avis tror politiet, at 16-årig irsk dreng blev radikaliseret online før knivstikkeri.

Irland efterforsker muligt terrormotiv efter knivstik mod præst

Lyt til artiklen

Terror undersøges som et muligt motiv, efter at en feltpræst i Irland blev stukket ned torsdag uden for en kaserne i byen Galway.

Det oplyser irsk politi fredag.

En teenager blev anholdt efter knivstikkeriet. Den mistænkte var først blevet tilbageholdt af soldater.

»En mand i 50’erne fik et antal stiksår i hændelsen«, oplyste politiet sent torsdag.

Præsten blev bragt på hospitalet for ’behandling af skader, som er alvorlige, men ikke livstruende’.

»Et efterforskningsspor er at etablere, om dette angreb havde et terrormotiv«, står der i en meddelelse fra irsk politi.

Politiet ’ønsker at forsikre offentligheden om, at denne hændelse på nuværende tidspunkt ikke menes at være del af en bredere sammensværgelse’.

Avisen The Irish Times citerer unavngivne politikilder for, at det menes, at den mistænkte gerningsmand - en 16-årig dreng fra Galway-området - var blevet radikaliseret via internettet de seneste måneder.

Den mistænkte var blandt andet utilfreds med den irske hærs tilstedeværelse i Mellemøsten.

Drengens opslag på sociale medier vil indgå som en vigtig del af efterforskningen, skriver den irske avis.

Irske styrker er blandt andet involveret i FN-missioner i Syrien, Jordan, Libanon og Israel.

Galway ligger i Vestirland og har omkring 85.000 indbyggere.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her