Var det ikke for artilleribragene, der flænger den skyblå himmel, kunne man forledes til at tro, at 64-årige Larissa havde hjemme i en idyllisk landsby.
»Kan du høre, hvor højt det er?«, konstaterer hun, da vi på halvandet minut tæller tre ukrainske artilleribrag – med granater på vej mod fjendens stillinger i den russiske Kursk-region.
Med cirka 12 kilometer fra Larissas blå landsbyhus i byen Pisky til den russiske grænse fremstår kontrasterne mellem krig og hverdagsliv bogstaveligt talt øredøvende. Og for de civile, der ligesom Larissa har boet her det meste af deres liv, særdeles usikkert.
»Jeg er holdt op med at tælle eksplosionerne. Indgående, udgående, jeg kan ikke finde ud af det. Men det er kun få dage siden, byen sidst blev ramt«, bagatelliserer hun den krig, der raser omkring os.
