Kamala Harris’ kampagnestab oplyser, at man i kampagnens første måned har samlet en halv milliard dollar ind.

Harris' kampagne har samlet ind for en halv milliard dollar

Lyt til artiklen

Der er blevet samlet omkring en halv milliard dollar ind til USA’s vicepræsident Kamala Harris’ kampagne for at blive valgt som landets næste præsident.

Det oplyser en unavngiven kilde fra kampagnestaben til nyhedsbureauet Reuters.

Beløbet svarer til cirka 3,37 milliarder danske kroner og er på størrelse med bruttonationalproduktet i Mikronesien, en mindre østat i Oceanien.

Kampagnemidler er en afgørende faktor i det amerikanske præsidentvalg, hvor de udmøntes til blandt andet at føre reklame på sociale medier.

Til Folketingsvalget i 2022 i Danmark brugte partierne, som fik en plads i Folketinget samt Kristendemokraterne, ifølge Altinget 292 millioner kroner.

Det svarer ikke engang til en tiendedel af det, som Kamala Harris har samlet ind på en måned.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her