Den amerikanske præsident, Joe Biden, har onsdag talt i telefon med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.
De to har talt om, hvordan man kan gøre fremskridt i forhandlingerne om en mulig våbenhvile og løsladelse af gidslerne i Gaza.
Det oplyser Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Opkaldet finder sted, efter at USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, netop er vendt hjem fra sit niende resultatløse forhandlingsbesøg i Mellemøsten siden krigens udbrud.
»Præsident Biden talte med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, for at diskutere en aftale om våbenhvile og løsladelse af gidslerne og diplomatiske bestræbelser på at nedtrappe spændingerne i regionen«, lyder det i en erklæring fra Det Hvide Hus.
Blinken og mæglerne i Egypten og Qatar havde sat sin lid til, at det såkaldte ’bridging proposal’ ville kunne sikre en aftale mellem parterne.
Hamas har dog afvist forslaget med den begrundelse, at det er for langt fra et tidligere forslag, som den palæstinensiske bevægelse var blevet præsenteret for.
ritzau
fortsæt med at læse




























