Mandag morgen sank yacht ud for Sicilien. Lørdag siger anklagere, at alle muligheder efterforskes.

Alle muligheder, herunder drab, efterforskes efter yachtforlis

Chefanklager Ambrogio Cartosio taler  til de fremmødte journalister ved pressemødet i dag.  Foto: Louiza Vradi/Ritzau Scanpix
Chefanklager Ambrogio Cartosio taler til de fremmødte journalister ved pressemødet i dag. Foto: Louiza Vradi/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Italienske anklagere siger, at »alle muligheder«, herunder drab, efterforskes, efter at en luksusyacht sank ud for Sicilien tidligere på ugen, skriver Sky News lørdag.

Efterforskningen er endnu ikke rettet mod nogen specifikke personer. En anklager understreger, at der endnu er tale om begyndelsen på en efterforskning.

Det er den offentlige anklagemyndighed i byen Termini Imerese, som er kommet med meldingen om efterforskningen, skriver nyhedsbureauet Reuters. I spidsen for anklagemyndigheden står Ambrogio Cartosio, som siger, at forliset kan skyldes adfærd, som »ikke var i orden«.

Det var mandag morgen, at yachten med blandt andre den britiske tech-milliardær Mike Lynch om bord sank under et uvejr. Lynch og hans datter er blandt de omkomne.

22 personer ombord – syv mistede livet

Der var 22 personer om bord på yachten, da den sank. 7 personer mistede livet, og 15 blev reddet op af vandet i live. I løbet af ugen har dykkere arbejdet på at bjærge og identificere ligene på yachten. Anklagere oplyser, at efterforskningen nu blandt andet koncentrerer sig om besætningens ansvar.

Meldingen kommer efter et spørgsmål fra en journalist, som har bemærket, at alle besætningsmedlemmer – bortset fra en – overlevede. Anklagerne ønsker nu ifølge Sky News at finde ud af, »hvor meget de vidste, og i hvilket omfang personerne (passagererne, red.) blev advaret«.

Nyhedsbureauet Reuters skriver, at eksperter i søfart har undret sig over forliset. En yacht som den, der sank, burde ikke være gået under så hurtigt, som den gjorde, mener de.

Yachten hedder ’Bayesian’ og var bygget af den eksklusive italienske bådproducent Perini.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her