Et af vores køretøjer blev ramt 10 gange, da det nærmede sig israelsk checkpoint, siger FN-talsmand.

FN-gruppe suspenderer arbejde i Gaza efter israelsk beskydning

Lyt til artiklen

FN-organisationen World Food Programme (WFP) oplyser, at den indtil videre suspenderer kørsler i Gaza, efter et af organisationens køretøjer er blevet ramt 10 gange, da det nærmede sig et checkpoint bemandet af den israelske hær.

»Et klart mærket humanitært køretøj fra FN, der var en del af en kolonne, som var helt igennem koordineret med IDF, blev ramt 10 gange under beskydning af IDF«, siger Stéphane Dujarric, der er talsmand for FN’s generalsekretær.

IDF er den israelske hær.

Han tilføjer, at de to passagerer i køretøjet slap uskadt.

Dujarric konstaterer, at koordineringen med den israelske hær ikke fungerer, men at man vil arbejde videre for at få det til at ske.

»Vi har ingen mulighed for at vurdere hvilket mindset, de som skyder på os har«, siger han.

WFP’s vigtigste opgave er at uddele fødevarer til Gazas trængte befolkning.

Det er ikke første gang, at et FN-køretøj er blevet ramt under krigen i Gaza.

I maj blev en FN-ansat fra Indien dræbt og en kollega såret, da deres køretøj blev ramt. Ifølge FN var det en israelsk kampvogn, der skød mod bilen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her