Fuld digital adgang for 149 kr./md. i op til 6 måneder.

Lån skaber grundlag for, at danske virksomheder spiller en nøglerolle i genopbygningen af Ukraine, lyder det.

Danmark vil tilbyde lån for 1,5 milliarder kroner til Ukraine

Især i byen Mykolajiv spiller Danmark en afgørende rolle i genopbygningen. Her besøger statsminister Mette Frederiksen (S), daværende forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) (til højre) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) byen i 2023 sammen  med den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj.  Foto: Mads Nissen
Især i byen Mykolajiv spiller Danmark en afgørende rolle i genopbygningen. Her besøger statsminister Mette Frederiksen (S), daværende forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen (V) (til højre) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) byen i 2023 sammen med den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj. Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Danmark øger sin støtte til genopbygningen af Ukraine ved at afsætte 1,5 milliarder kroner til lån og garantier til danske erhvervsprojekter. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Erhvervsministeriet, der beskriver pengene som »nye midler«.

»De nuværende projekter har betydning for genopbygningen af Ukraine og med stor tilfredshed fra ukrainerne«, siger erhvervsminister Morten Bødskov (S) i pressemeddelelsen.

Han fremhæver, at Danmark gennem hele krigen har ydet massiv støtte til Ukraines frihedskamp på flere områder. Blandt andet ved at stille lån og garantier til rådighed, som skaber grundlag for, at danske virksomheder spiller en nøglerolle i genopbygningen af Ukraine.

Konkret afsætter regeringen nu 500 millioner kroner til Ukrainefondens erhvervsspor. De nye midler giver kapacitet til at yde yderligere 1,5 milliarder kroner i lån og garantier til danske erhvervsprojekter i Ukraine.

Del af finansloven

Midlerne til Ukrainefonden er afsat som en del af forslaget til finansloven for 2025.

»Ukraines kamp for frihed mod Putins tropper er vores kamp for frihed. Derfor fortsætter vores urokkelige støtte. Dansk erhvervsliv har gentagne gange vist fuld og fast opbakning til Ukraine. Viljen er stor, og den er bestemt ikke sat på hold. Derfor tilfører vi nu ekstra midler til lån og garantier, så det gode arbejde kan fortsætte«, siger Bødskov.

Dansk Industri, DI, er glade for regeringens genopfyldning af Ukrainefonden. Danske virksomheder leverer en del til genopbygningen inden for sektorer som landbrug og spildevand ifølge Marie Gad, der er underdirektør for global udvikling og bæredygtighed i Dansk Industri.

»Mange virksomheder har dog stået i kø længe for at få adgang til lån eller garantier, og derfor er det meget positivt, at regeringen med denne genopfyldning sikrer, at dansk erhvervsliv kan fortsætte med handel og investeringer i Ukraine«, siger hun i en pressemeddelelse.

Dansk Erhverv kalder det vigtigt, at der nu komme flere penge.

»Det er overordentligt vigtigt, at Danmark er med til at holde hånden under et levedygtigt privat erhvervsliv i Ukraine i den aktuelle krigssituation. En modstandsdygtig ukrainsk samfundsøkonomi forudsætter en fortsat aktiv udvikling af privatsektoren i landet«, siger topchef Brian Mikkelsen i en pressemeddelelse.

Låne- og garantiordningen administreres af Danmarks Eksport- og Investeringsfond, Eifo.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her