Israelske soldater har dræbt to personer ved to særskilte hændelser på den israelskbesatte Vestbredden.
Det oplyser israelsk militær (IDF) natten til lørdag i et opslag på X.
Her skriver IDF, at en bil var brudt i brand på en tankstation nær en israelsk militærbase.
Da israelske soldater ankom til stedet steg en person angiveligt ud af bilen og forsøgte at angribe soldaterne, hvorefter de åbnede ild og dræbte personen, som IDF omtaler som en terrorist.
I en anden hændelse beskriver det israelske militær, at ’terrorister forsøgte at påkøre en sikkerhedsvagt’ ved indgangen til den israelske bosættelse Karmei Zur, der ligger nord for byen Hebron. Herefter blev israelske soldater sendt til stedet, hvor de dræbte en person.
IDF skriver videre på X, at israelske soldater og politi samt medlemmer af den israelske sikkerhedstjeneste ISA i øjeblikket er til stede i området, hvor de gennemfører afsøgninger og blokerer flere veje.
Den israelske ambulancetjeneste oplyser ifølge Reuters, at to mænd er blevet såret af skud i forbindelse med hændelserne. Identiteten på de sårede er ikke oplyst.
Fredag aften skød og dræbte israelske soldater desuden en person, der angiveligt havde åbnet ild i Karmei Zur. Det oplyser IDF ifølge nyhedsbureauet dpa.
Spændingerne på den israelskbesatte Vestbredden er taget til efter Hamas-angrebet på Israel 7. oktober.
Ifølge en opgørelse foretaget af nyhedsbureauet AFP er over 640 palæstinensere blevet dræbt af israelske soldater og bosættere siden angrebet.
Opgørelsen er baseret på tal fra det palæstinensiske sundhedsministerium.
Mindst 19 israelere er blevet dræbt i palæstinensiske angreb i samme periode ifølge AFP.
ritzau
fortsæt med at læse




























