For at styrke Egyptens beredskab mod migrationsstrømme donerer Danmark 100 millioner kroner.

Danmark giver Egypten 100 millioner kroner til migrationsindsats og styrker ambassade

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mødes med Egyptens udenrigsminister Badr Abdelatty (th)  i Kairo mandag den 9. september. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) mødes med Egyptens udenrigsminister Badr Abdelatty (th) i Kairo mandag den 9. september. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Egyptens geografiske placering gør landet til en nøglespiller i de stigende migrationsstrømme.

I erkendelse af, at landet er hårdt presset på flere fronter, vil Danmark give en økonomisk hjælpende hånd.

Danmark donerer derfor 100 millioner kroner til en styrket migrationsindsats i Egypten.

Det fortæller udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til pressen efter et møde med den egyptiske regering.

»Hvis vi ikke hjælper Egypten med at få styr på tilstrømningen af flygtninge fra eksempelvis Sudan, er det et spørgsmål om tid, før de flygtninge står i Europa«, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen.

På besøget i Kairo har Lars Løkke Rasmussen blandt andet mødt Egyptens præsident Abdel Fattah al-Sisi og landets udenrigsminister Badr Abdelatty.

De 100 millioner danske kroner lægges yderligere til en EU-donation på 200 millioner euro, fortæller udenrigsministeren.

En presset situation

Pengene er en del af en styrket dansk involvering i området, der vil blive uddybet i nye regionale migrationsprogrammer for perioden frem til 2029.

Pengene og involveringen skal blandt andet gå til at kapacitetsopbygning af myndighederne inden for migrationskontrol, bekæmpelse af smugling og trafficking.

Konkret bliver det internationale organisationer, blandt andet under FN, der skal stå for indsatsen.

Lars Løkke Rasmussen betoner, at Egypten står i en presset situation.

Suez-kanalen er delvist blokeret af Houthi-bevægelsen, der skyder mod internationale fragtskibe.

Det har ført til, at skibsfarten sendes rundt om Sydafrika igennem den egyptiske kanal med et betragteligt økonomisk tab til følge for Egypten.

Samtidig er landet presset af krigen i Gaza og flygtninge fra sydligere afrikanske lande.

Ambassade styrkes

Danmarks ambassade i Egypten styrkes desuden med flere diplomater som led i regeringens Afrika-strategi.

Egyptens hovedstad, Kairo, er valgt som et af fire regionale knudepunkter i Afrika-strategien, hvilket medfører, at den danske ambassade styrkes med flere diplomater. Det er en proces, som nu er sat i gang.

»Egypten er det rigtige land at komme til som det første afrikanske land efter den nye Afrika-strategi«, siger Lars Løkke Rasmussen i Kairo.

»Det er Nordafrikas største økonomi. Det er et brobyggerland mellem den arabiske verden og Afrika. Det er også et land, der på mange måder håndterer mange af de konflikter, der også sætter betydeligt pres på Europa«.

Det er to uger siden, at regeringens Afrika-strategi blev præsenteret i Brøndby.

Den indvarsler et nytænkt samarbejde, hvor Danmark og de afrikanske lande ifølge udenrigsministeren skal være ’ligestillede’ og ’i øjenhøjde’.

Det betyder også, at de løftede pegefingre oftere skal blive i lommen, når udenrigsministeren holder møder med afrikanske ledere, som han gør mandag, når han sidder over for Egyptens præsident, Abdel Fattah al-Sisi.

Den tidligere hærchef Sisi tog magten ved et militærkup i Egypten i 2013 efter det første demokratiske valg i landet, som blev vundet af Det Muslimske Broderskab i 2012.

»Ekstremister kan også vinde magten via stemmesedlen, og så kan man applaudere demokratiet. Men man kan ikke applaudere det udkom, der så kommer, hvis der så pludselig er et ekstremistisk styre. Det gør ikke noget godt ved verden, og det viser det dilemma, vi sidder med her«, siger Løkke.

Løkke: Det handler om at lytte mere

Egypten er dilemmafyldt, og i stedet for at begynde samtalen med Sisi på spørgsmålet om frie valg og demokrati, vil udenrigsministeren tale om, hvordan Danmark kan bistå Egypten med at skabe vækst og udvikling.

30 procent af Egyptens befolkning lever ifølge ministeriets tal i ekstrem fattigdom, og arbejdsløsheden blandt unge er 20 procent.

»Bare de to tal siger, at det vil være nemt at tilbyde meget enkle svar, og det tror jeg, at man skal have med, når man kommer fra et gammelt demokrati som vores. Det er vel det, der ligger i at prædike mindre og lytte mere«.

»Jeg tror ikke, at det er en helt enkel sag at være præsident i Egypten og hvert år skulle finde to millioner arbejdspladser til nye unge mennesker, som træder ind på arbejdsmarkedet«, siger Lars Løkke Rasmussen.

Under det to dage lange besøg er der også fokus på fredsprocessen mellem israelere og palæstinensere, hvor Egypten spiller en central rolle.

Desuden skal udenrigsministeren mødes med repræsentanter for danske virksomheder i landet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her