Russisk rettighedsgruppe rapporterer, at nogle mennesker blev tvunget til at stemme ved regionalvalg.

Putin-loyalt regeringsparti sejrer i russiske regionalvalg

Lyt til artiklen

Det regerende russiske parti, Forenet Rusland, har vundet en klar sejr i hvert eneste af de regionale valg, som det stillede op i sidste uge.

Det viser officielle resultater mandag ifølge nyhedsbureauet AFP.

I 20 ud af 21 regioner har Forenet Rusland vundet. I den sidste har en regeringsloyal uafhængig kandidat vundet.

Myndigheder fremstiller resultaterne i det strengt kontrollerede valg som en sejr og et tegn på opbakning til præsident Vladimir Putin.

Også i regionen Kursk, hvor Ukraine stadig kontrollerer en række landsbyer efter en større offensiv, blev der afholdt valg.

»Som jeg ser det, har den fælles valgdag sat en solid stopper for vores modstanderes forsøg på at destabilisere situationen i Rusland og splitte vores samfund«, siger lederen af overhuset, Valentina Matvijenko, til statsmedier.

Alle større oppositionspolitikere i Rusland er blevet udelukket, fængslet eller sendt i eksil, efter at Rusland invaderede Ukraine i februar 2022.

Den Russiske Føderation består af 83 administrative enheder, hvis man ikke medregner besatte eller annekterede områder i Ukraine.

Den russiske vælgerrettighedsgruppe Golos, hvis medformand er i fængsel, siger, at der var eksempler på, at folk blev tvunget til at stemme ved sidste uges valg.

Samtidig var der langt mindre konkurrence end normalt ifølge Golos.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her