Det har været mere kaotisk end kønt at følge Ursula von der Leyens forsøg på at sammensætte en ny EU-Kommission for de næste fem år. Mandag blev Frankrigs kommissær skiftet ud med et rabalder, og Slovenien har skændtes internt til det sidste.
Med hiv og sving lykkedes det hende dog tirsdag at præsentere et hold, hvor 40 procent er kvinder og ikke 22 procent, som det først så ud.