Tirsdag eftermiddag dansk tid skal Lars Fruergaard Jørgensen forklare, hvorfor Novo Nordisks medicin kan være voldsomt dyr for den almindelige amerikaner.

Bernie Sanders har raset over Novos høje priser. Nu går senioranalytiker i rette med kritikken før høring med topchef

Lars Fruergaard Jørgensen, administrerende direktør i Novo Nordisk, har tidligere skullet svare på kritiske spørgsmål fra medlemmer af Senatet i USA, men det foregik på en videoforbindelse fra Danmark. Tirsdag befinder han sig fysisk i Washington, D.C. Arkivfoto Jacob Ehrbahn
Lars Fruergaard Jørgensen, administrerende direktør i Novo Nordisk, har tidligere skullet svare på kritiske spørgsmål fra medlemmer af Senatet i USA, men det foregik på en videoforbindelse fra Danmark. Tirsdag befinder han sig fysisk i Washington, D.C. Arkivfoto Jacob Ehrbahn
Lyt til artiklen

Den danske medicinalgigant Novo Nordisks topchef kan tirsdag forvente kritiske spørgsmål, når han møder op til en høring i Senatet i amerikanske Washington, D.C.

Administrerende direktør Lars Fruergaard Jørgensen er indkaldt for at give en forklaring på, hvorfor de amerikanske listepriser på Novos diabetesmedicin Ozempic og vægttabsmidlet Wegovy er meget højere end den tilsvarende listepris i Canada og Europa.

Det er den demokratiske senator Bernie Sanders, der i sin egenskab af formand for senatets komité for sundhed, uddannelse, arbejde og pensioner, står i spidsen for høringen. Og selv om han ved flere lejligheder har givet udtryk for sin begejstring over Danmark, lægger han ikke fingrene imellem i sin kritik af Novo Nordisks prispolitik.

»Hvis Novo Nordisk ikke stopper sin grådighed og reducerer prisen på disse lægemidler betydeligt, skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at gøre en ende på den«, tordnede han i sidste uge.

Bernie Sanders har tidligere også skrevet et kritisk debatindlæg om Novos prissætning her i Politiken.

Bernie Sanders tordner mod Novos priser: Hvorfor skriver jeg et debatindlæg til en dansk avis? Det er meget enkelt

Senioranalytiker: Pærer og bananer

Umiddelbart virker det da også forkert, at listeprisen for en måneds forbrug af Ozempic lyder på 969 dollar, mens en patient i Canada kan slippe med 155 dollar. I Tyskland slipper patienten med bare 59 dollar.

Men Sanders sammenligner pærer med bananer, mener Søren Løntoft Hansen, der er senioranalytiker i Sydbank med fokus på medicinalindustrien. Han peger på, at der er stor forskel på de amerikanere, der er omfatter af en sundhedsforsikring, og dem, der ikke er. For de omkring 80 procent, der er omfattet af en forsikring, er prisen på Ozempic under 25 dollar per ugentlig dosis. Samtidig er der mange mellemled, der også tager deres del af kagen, når Novo Nordisk leverer medicin til forsikringsdækkede amerikanere.

»Derfor er det ret beset ikke listeprisen, man konkurrerer på i USA. Det er derimod de rabatter på op mod 75 procent, som man giver for at få adgang til enten diabetikerne eller de svært overvægtige. Faktisk kan listepriserne sagtens stige, uden at Novo tjener mere, hvis de samtidig skal give større rabatter til de indkøbsorganisationer, som administrerer amerikanernes sundhedsordninger«, siger Søren Løntoft Hansen.

Han forventer derfor også, at Lars Fruergaard Jørgensen i sit høringsindlæg vil fremhæve, at der er stor forskel på listeprisen og så den pris, som de fleste amerikanere reelt betaler for deres medicin.

»Jeg tror også, at han vil fremhæve det strukturelle problem i det amerikanske sundhedsvæsen, hvor der er mange mellemled mellem producent og patient. Og så vil han nok også gøre opmærksom på, at medicinalindustrien har et begrænset vindue til at sælge de her produkter, inden patentet udløber. Samtidig investerer man mange milliarder i både forskning og produktion«, siger Søren Løntoft Hansen.

For halvandet år siden var Novo Nordisk også indkaldt til høring i Senatet, men dengang foregik det via en videoforbindelse til hovedkvarteret i Søborg. Dengang var det også medicinpriser, der var i fokus – nærmere betegnet prisen på insulin, og her deltog konkurrenterne fra Eli Lilly og Sanofi også.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her