I det tyske Sternschanze har fund af bombe lørdag aften medført lukkede barer og tusindvis af evakueringer.

Fund af bombe fra Anden Verdenskrig lukker natteliv i Hamburg

Lyt til artiklen

Sent lørdag blev dele af nattelivet i den tyske storby Hamburg lukket ned, og tusindvis af borgere blev evakueret fra deres hjem, efter at en bombe fra Anden Verdenskrig blev opdaget i området.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Bomben blev fundet ved en skole, hvor der bliver udført byggearbejde.

Det tyske brandvæsen blev efter fundet af bomben tilkaldt til en ’storskala-operation’.

Tusindvis af mennesker i Sternschanze-kvarteret blev i den forbindelse evakueret fra deres hjem, mens politiet bad folk om at forlade restauranter og barer i området.

Kort tid efter midnat meldte brandvæsenet så, at bomben er blevet desarmeret. Det vil sige, at den er blevet uskadeliggjort.

Politiet i Hamburg oplyser tidligt søndag morgen, at de restriktioner, der fulgte med brandvæsenets arbejde, løbende er ved at blive ophævet.

Det fremgår ikke, om indbyggerne i Sternschanze endnu kan vende tilbage til deres hjem.

Togtrafikken til og fra stationen i Sternschanze er dog fortsat påvirket, fremgår det.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her