Verdens store techvirksomheder interesserer sig i stigende grad for atomkraftværker til at levere den CO2-neutrale elektricitet, som blandt andet skal bruges til at drive kunstig intelligens (AI).
Microsoft, Google og Amazon har i den senere tid indgået aftaler med virksomheder, der driver og bygger atomkraftværker. Det sker for at levere el til de datacentre, der forsyner små og store virksomheder. Efterspørgslen er accelereret på grund af disses og andre techvirksomheders store investeringer i AI, der er langt mere energikrævende end mere konventionelle teknologier som sociale medier, videostreaming og internetsøgninger.




























