Dokumenter fra USA, som omhandler planer om et israelsk angreb mod Iran, er blevet lækket. Det skriver CNN.

Lækkede dokumenter afslører israelske planer

Israels 'Iron Dome' ses her i aktion under angreb fra Iran. Foto: Ammar Awad/Ritzau Scanpix
Israels 'Iron Dome' ses her i aktion under angreb fra Iran. Foto: Ammar Awad/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA efterforsker et læk af højt klassificeret amerikansk efterretningsmateriale om Israels planer om gengældelsesangreb mod Iran, siger tre anonyme kilder, som har kendskab til sagen, ifølge det amerikanske medie CNN. Flere andre amerikanske medier har også bragt historien.

En af kilderne har ifølge CNN bekræftet de lækkede dokumenters ægthed. Dokumenterne er dateret til 15. og 16. oktober. De begyndte at cirkulere online fredag, efter at en bruger på beskedtjenesten Telegram, ved navn ’Middle East Spectator’, havde offentliggjort dem.

De er markeret som tophemmelige og har i øvrigt mærkninger, som indikerer, at det udelukkende er meningen at USA’s allierede i efterretningsalliancen ’De fem øjne’ må se dem. De fem lande er USA, Australien, Canada, New Zealand og Storbritannien.

Dokument kan stamme fra NSA

Dokumenterne beskriver forberedelser til et angreb mod Iran, som Israel ser ud til at være i gang med. I et af dokumenterne, som angiveligt er udarbejdet af USA’s nationale geospatiale efterretningstjeneste (NGA), fremgår det, at planerne indebærer, at Israel flytter ammunition rundt.

I et andet dokument, som angiveligt stammer fra den amerikanske efterretningstjeneste NSA, skitseres det israelske luftvåbens øvelser, som involverer luft-til-jord-missiler.

Det menes også at være forberedelse til et angreb, skriver CNN, der understreger, at det ikke citerer direkte fra eller offentliggør de omtalte dokumenter.

En amerikansk embedsmand siger ifølge CNN, at efterforskningen undersøger, hvem der havde adgang til de angiveligt lækkede dokumenter fra det amerikanske forsvarsministerium. En lækage af disse vil automatisk igangsætte en FBI-efterforskning, skriver CNN. FBI har afvist at kommentere sagen.

Heller ikke Pentagon eller USA’s nationale geospatiale efterretningstjeneste (NGA) vil udtale sig til CNN. NSA har efter sigende ikke svaret på CNN’s forespørgsel om en kommentar.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her