På Briks-møde mellem Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika har indiske Modi og russiske Putin snakket.

Modi og Putin omfavner hinanden på møde i Kasan

Foto: Alexander Zemlianichenko/Ritzau Scanpix
Foto: Alexander Zemlianichenko/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den russiske præsident, Vladimir Putin, ser positivt på Ruslands »strategiske partnerskab« med Indien. Sådan sagde Putin tirsdag under en samtale med Indiens premierminister, Narendra Modi, på første dag af Briks-mødet i Kasan i Rusland.

»De russisk-indiske forbindelser har karakter af et særligt privilegeret strategisk partnerskab og fortsætter med at udvikle sig aktivt«, lød det fra Putin til Modi under samtalen.

De to blev filmet give hinanden hånden og omfavne hinanden.

Modi sagde under samtalen, at han ønsker en hurtig tilbagevenden til fred i Ukraine.

»Vi mener, at stridighederne kun bør løses på en fredelig måde. Vi støtter fuldt ud bestræbelserne på hurtigt at genoprette fred og stabilitet«, sagde han og understregede, at Rusland og Indien er i »konstant kontakt om konflikten mellem Rusland og Ukraine«.

Briks-mødet afholdes 22.-24. oktober 2024 i Kasan i Rusland. Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika er inviteret.

Den brasilianske præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, aflyste sin planlagte rejse til topmødet i sidste øjeblik efter at have fået en hovedskade, der forårsagede en mindre alvorlig hjerneblødning.

USA afviser ideen om, at BRIKS kan blive en »geopolitisk rival«, men har dog udtrykt bekymring for, at Rusland spiller med sine diplomatiske muskler, mens krigen i Ukraine raser. Moskva er gået støt frem på slagmarken i det østlige Ukraine i år og har samtidig styrket sine bånd til Kina, Iran og Nordkorea, der alle er USA’s modstandere.

Ved at samle Briks-gruppen i Kasan vil Kreml vise, at Rusland ikke kun står alene, men også har partnere og allierede, vurderer den politiske analytiker Konstantin Kalachev ifølge AFP.

Putin skal mødes individuelt med Modi og den kinesiske præsident, Xi Jinping, samt lederne af Sydafrika og Egypten tirsdag. Onsdag skal han tale med den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, og Irans præsident, Masoud Pezeshkian.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her