I Georgia siger Trump, at han vil arbejde meget tæt med Israel, hvis han bliver valgt som USA’s præsident.

Trump kalder sit forhold til Netanyahu for virkelig godt

Donald Trump på talerstolen i Georgia.  Foto: Elijah Nouvelage/Ritzau Scanpix
Donald Trump på talerstolen i Georgia. Foto: Elijah Nouvelage/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

USA’s republikanske præsidentkandidat, Donald Trump, siger, at han ofte taler med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu.

De to har et »virkelig godt« forhold, fremhæver Trump i delstaten Georgia, hvor han natten til torsdag dansk tid holder vælgermøde.

»Bibi ringede til mig i går, (og han, red.) ringede til mig dagen før, siger han med henvisning til Netanyahu, der også er kendt som Bibi«.

»Vi har et virkelig godt forhold. Vi kommer til at samarbejde meget tæt med dem«.

Trump har tidligere sagt, at han også lørdag talte i telefon med Netanyahu. Han forklarede her, at den israelske premierminister »gerne vil have mit syn på tingene«.

Tidligere har Trump kaldt sig selv Israels »beskytter«, og har sagt at Netanyahus regering bør få gjort en ende på krigen i Gaza.

I slutningen af juli besøgte Netanyahu USA og havde møder med præsident Joe Biden og vicepræsident Kamala Harris, inden han drog til Florida for at møde Trump på Trumps luksusresort Mar-a-Largo.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her