Israelske planer om at forbyde UNRWA’s arbejde i Israel har udløst kritik fra mange sider.

Trods international kritik: Israel forbyder FN-organisation

Inden loven blev vedtaget, er planerne om et forbud blevet kritiseret fra flere sider internationalt – herunder af USA.  Foto: Eyad Baba/Ritzau Scanpix
Inden loven blev vedtaget, er planerne om et forbud blevet kritiseret fra flere sider internationalt – herunder af USA.  Foto: Eyad Baba/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 21.37

Israels parlament, Knesset, har mandag aften vedtaget en lov, der forbyder FN-organisationen UNRWA at operere fra Israel, skriver nyhedsbureauet Reuters.

UNRWA er FN’s organisation for hjælp til palæstinensiske flygtninge i Mellemøsten. Organisationen arbejder i Israel og de besatte palæstinensiske områder samt i Libanon, Syrien og Jordan.

92 medlemmer af Knesset stemte for lovforslaget, mens 10 stemte imod, skriver den israelske avis Haaretz. Både koalitionsregeringen og medlemmer af den israelske opposition bakker forbuddet op.

Organisationen, der sørger for nødhjælp, husly og sundhedsydelser og giver palæstinensiske børn undervisning, anses for at være yderst vigtig for de civile i det krigshærgede Gaza samt på Vestbredden.

»Det er skandaløst, at et FN-medlemsland arbejder på at afvikle et FN-agentur, som samtidig er den største bidragyder til den humanitære operation i Gaza«, siger UNRWA’s talsperson Juliette Touma om forbuddet til nyhedsbureauet AFP.

»Hvis det bliver implementeret, er det en katastrofe blandt andet på grund af den indvirkning, det sandsynligvis får på det humanitære arbejde i Gaza og i adskillige dele af Vestbredden«, tilføjer hun.

Dårligt forhold

Forbuddet mod UNRWA i Israel ventes netop at få konsekvenser for organisationen både i Israel og i de palæstinensiske områder.

Israel har et særdeles dårligt forhold til UNRWA, som landet har beskyldt for at have forbindelser til terror. Blandt andet har Israel beskyldt UNRWA for, at flere af dets ansatte var involveret i den militante bevægelse Hamas’ angreb 7. oktober 2023.

FN sagde i august, at ni UNRWA-ansatte muligvis var involveret i overraskelsesangrebet 7. oktober. De pågældende er blevet fyret. Derudover er det kommet frem, at en Hamas-militærleder, som er blevet dræbt i et luftangreb, havde et job hos organisationen.

Inden loven blev vedtaget, er planerne om et forbud blevet kritiseret fra flere sider internationalt – herunder af USA. Så sent som mandag aften dansk tid har talsmand for USA’s udenrigsministerium Matthew Miller sagt på et pressemøde, at USA har udtrykt »dyb bekymring« over for Israel over et potentielt forbud.

Også Storbritanniens udenrigsminister, David Lammy, har mandag omtalt de israelske planer om et forbud »med stor ærgrelse« i det britiske parlament.

Kalder på dansk handling

Hos Mellemfolkeligt Samvirke mener man, at den nyeste udvikling kalder på handling fra EU og Danmark:

»For nylig erklærede Netanyahus regering FNs generalsekretær for persona non grata i landet, samtidig med at de israelske styrker angriber FN’s udsendte tropper i Libanon. Nu er det så FN-organisationen UNRWA, som får forbud mod at operere fra Israel. Det kan EU ikke bare sidde overhørigt«, lyder det fra Tim Whyte, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke:

»Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har flere gange understreget, hvor vigtigt UNRWAs arbejde er for palæstinenserne i en humanitær krise, der bare fortsætter og fortsætter. Ministeren har fuldstændig ret, og nu hvor Danmark om et par måneder bliver medlem af FNs Sikkerhedsråd, er det på høje tid, at Danmark siger stop over for Israel og får resten af EU med«.

ritzau / Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her