Den yderste højrefløj i Israel og landets ultraortodokse jøder er formentlig begejstrede, efter at den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har fyret sin forsvarsminister, Yoav Gallant. De er begge fra det store regeringsparti, Likud, der danner regering med nogle mindre højreorienterede og religiøse partier.
Sådan lyder Politikens mellemøstekspert Anders Jerichows vurdering tirsdag aften. Forsvarsministeren blev fyret efter længere strid med sin premierminister om, hvordan Israel skal føre krig. Formelt bliver Gallant fyret på grund af en »tillidskrise« i forhold til Netanyahu. Gallant kom ifølge premierministeren med »udtalelser og traf beslutninger, som afveg fra regeringens beslutninger«.


























