Den tyske forbundskansler, Olaf Scholz, fyrer finansminister Christian Lindner. Det siger en talsmand fra regeringen til nyhedsbureauet dpa.
De tre partier i Tysklands regering er onsdag aften samlet til krisemøde, i et forsøg på at undgå, at regeringen kollapser. Med fyringen af Lindner er kaosset kun blevet forstørret.
»For ofte har han brudt min tillid. Der er ikke tillid til at fortsætte et samarbejde med ham«, siger Scholz ved et pressemøde.
Scholz siger desuden, at finansminister Christian Lindner (FDP) har opført sig »respektløst« og kritiserer ham for kun at være interesseret i sine egne vælgere og sit eget parti.
Kansleren har varslet en tillidsafstemning i forbundsdagen den 15. januar, hvilket vil kunne føre til tidligt valg den 15. marts.
Flere dages krisemøde
På krisemødet forslog den liberale finansminister, Christian Lindner fra De Frie Demokrater (FDP), nyvalg som løsning på regeringens krise. Hans forslag blev afvist af Olaf Scholz.
I de seneste dage har de tre partiformænd deltaget i flere møder for at forene deres respektive politiske ståsteder - men uden held.
Senest har Christian Lindner krævet gennemgribende økonomiske reformer i form af en 18 sider lang liste med forslag.
For koalitionspartierne, SPD og De Grønne, var forslagene ifølge mediet Der Spiegel fuldstændig uacceptable.
De Grønne var blandt andet dybt uenige med FDP, som ville udskyde Tysklands klimamål.
SPD-veteran begræder udvikling
I fjernsynsprogrammet Brændpunkt på tv-stationen ARD beklagede medlem af forbundsdagen, Michael Roth, SPD, at koalitionregeringen er på vej til at gå i opløsning.
»Jeg havde ikke forstillet mig, at den regering, jeg selv har arbejdet for at skabe, skulle gå i opløsning«, sagde Roth og fandt timingen uheldig netop som Donald Trump er valgt til præsident i USA.
»Tyskland burde være drivkraften i Europa i stedet for at kæmpe internt«, sagde Michael Roth og fortsatte:
»Tyskland burde være garant for sikkerhed i Europa sammen med Frankrig og Polen«.
Olaf Scholz har tidligere opfordret sine to koalitionspartnere til at have en pragmatisk tilgang til udfordringerne frem for at tænke i ideologi.
»Hvis I vil, kan I komme frem til en aftale«, siger forbundskansleren.
De tre partier uenige om, hvordan man bedst puster nyt liv i den tyske økonomi, der var i recession i 2023 og risikerer endnu et år med negativ vækst.
Tyskland økonomiske krise skyldes blandt efterveer fra coronapandemien og krigen i Ukraine.
Næste valg i Tyskland er den 28. september 2025. Et nyvalg kan udløses, hvis forbundskansleren taber en tillidsafstemning.
ritzau/pol




























