Antallet af dræbte i onsdagens luftangreb på Palmyra i Syrien er opjusteret til 68, meddeler observatorie.

Dødstallet stiger efter luftangreb på syrisk oldtidsby

Lyt til artiklen

Dødstallet er oppe på 68 personer efter et formodet israelsk luftangreb onsdag mod oldtidsbyen Palmyra i Syrien.

Det oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder (Sohr) ifølge AFP.

I timerne efter luftangrebet opgjorde det syriske forsvarsministerium antallet af døde til minimum 36 mennesker, mens 50 blev meldt såret.

Syrien meddelte straks, at Israel stod bag angrebet, men det er ikke blevet bekræftet fra israelsk side.

»Den israelske fjende gennemførte et luftangreb, der ramte et antal bygninger i Palmyra«, lød det i en meddelelse fra ministeriet.

Foruden at have dræbt og såret snesevis af mennesker har angrebene også forårsaget ’betydelige materielle skader’, meddelte ministeriet.

Sohr, der overvåger situationen i Syrien fra et kontor i Storbritannien via et netværk af kilder, oplyser torsdag, at alle 68 dræbte er medlemmer af iranskstøttede militser.

Blandt de dræbte er 42 personer fra syriske grupper og 26 fremmedkrigere, fremgår det af Sohrs overvågning.

Fire af de dræbte tilhører den libanesiske Hizbollah-bevægelse.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her