Ejendomsmatador har ifølge vietnamesisk domstol svindlet for 89 milliarder danske kroner og dømmes til døden.

Domstol i Vietnam stadfæster dødsdom mod ejendomsmatador for svindel

Lyt til artiklen

En domstol i Vietnam har tirsdag stadfæstet en dødsdom til en ejendomsmatador for hendes rolle i en landets største sag om økonomisk svindel nogensinde.

Det skriver statslige medier.

Den 68-årige ejendomsmatador, som er formand for bestyrelsen i ejendomsselskabet Van Thinh Phat Holdings Group, blev i april dømt til døden for sin rolle i sagen, der omhandler underslæb for 12,5 milliarder dollar - 89 milliarder kroner.

Underslæb betyder, at man uretmæssigt bruger penge, som man har fået betroet.

Her blev hun fundet skyldig i gennem et årti at have svindlet penge fra Saigon Commercial Bank (SCB), der er blandt de ti de største banker i Vietnam.

Ifølge Reuters har politiet identificeret omkring 42.000 ofre i sagen.

Den 68-årige og 85 andre blev dømt for alt fra bestikkelse til magtmisbrug, da sagen var for retten i april. Fire fik livsvarigt fængsel, mens de øvrige fik fængselsstraffe på mellem 3 og 20 års ubetinget fængsel.

Anklagemyndigheden har sagt, at de totale omkostninger knyttet til bedragerisagen svarer til 27 milliarder dollar - 192 milliarder kroner. I 2023 svarede det tal til seks procent af Vietnams BNP.

Retten beordrede desuden ejendomsmatadoren til at betale næsten alle omkostningerne i erstatning.

Hun havde anket dommen, som retten altså tirsdag besluttede at stadfæste.

Dommen faldt ved en højere retsinstans i det sydlige Ho Chi Minh City. Den fastslog, at der ikke var noget grundlag for at lempe straffen, skriver den vietnamesiske onlineavis VnExpress.

Konsekvenserne er »uden fortilfælde i vietnamesisk retshistorie, og det svindlede beløb er uhørt stort og uerholdeligt«, lød det ifølge onlineavisen fra anklagemyndigheden under retssagen.

»Den tiltaltes handlinger har påvirket mange aspekter af samfundet, det finansielle marked og økonomien«.

Hvis ejendomsmatadoren kan betale tre fjerdedele af underslæbet, mens hun sidder på dødsgangen, er det muligt, at dommen kan ændres til livsvarigt fængsel, skriver VnExpress.

Dødsdommen er ifølge Reuters en usædvanligt hård straf, selv om landet ifølge Amnesty International generelt er blandt de lande, der dømmer flest til døden.

Ejendomsmatadoren og de andre dømte blev arresteret som led i en national korruptionsindsats, der har ramt adskillige embedsmænd og medlemmer af Vietnams forretningselite i de seneste år.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her