Sydkoreas regerende partis leder vil have præsidenten smidt ud af partiet og have regeringen til at gå af.

Leder af sydkoreansk præsidents parti vil have regering til at gå af

Den politiske krise i Sydkorea er total. Oppositionen vil have  præsident Yoon Suk-yeol til at træde tilbage og lederen af regeringspartiet vil have hele regeringen til at gå af.  Foto: Kim Hong-ji/Ritzau Scanpix
Den politiske krise i Sydkorea er total. Oppositionen vil have præsident Yoon Suk-yeol til at træde tilbage og lederen af regeringspartiet vil have hele regeringen til at gå af. Foto: Kim Hong-ji/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Lederen af Sydkoreas regerende parti, det konservative PPP, opfordrer til, at hele regeringen træder tilbage.

Det oplyser lederen, Han Dong-hoon, ifølge nyhedsbureauet Reuters, efter at præsident Yoon Suk-yeol tirsdag erklærede militær undtagelsestilstand for at trække beslutningen tilbage nogle timer senere.

Han Dong-hoon opfordrer desuden til, at forsvarsminister Kim Yong-hyun bliver fyret, og at Yoon bliver smidt ud af partiet.

Opfordringen til, at Yoon bør smides ud, deles ikke nødvendigvis med hans partifæller, og der er »forskellige synspunkter« i partiet, lyder det.

Sydkoreas ministre har ifølge lokalavisen Chosun Ilbo onsdag oplyst til premierministeren, at de vil træde tilbage. Avisen henviser til en kilde tæt på regeringspartiet.

Premierminister Han Duck-soo skal efter planen mødes med ledelsen af PPP og højtstående medarbejdere hos præsident Yoon senere onsdag.

De er ikke de første, der tilbyder at fratræde deres embede natten til onsdag.

Det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap skrev natten til onsdag dansk tid, at flere højtstående medarbejdere har tilbudt at fratræde deres stillinger.

Det uddybes ikke, præcis hvad der har fået de ansatte til at tilbyde at træde tilbage.

Præsident Yoon erklærede sent tirsdag aften undtagelsestilstand i Sydkorea.

Herefter fulgte et kaotisk forløb med uvished og politisk uro i landet.

Det er første gang siden 1980, at der er blevet erklæret militær undtagelsestilstand i Sydkorea, og der er endnu uklarhed om Yoons bevæggrunde for forløbet.

Et flertal i parlamentet samledes efterfølgende og stemte for at ophæve undtagelsestilstanden, hvilket efter nogle timer blev imødekommet af præsidenten.

Beslutningen har fået kritik fra flere sider. Oppositionen vil indlede en rigsretssag, hvis ikke han trækker sig fra sin post.

Præsidenten har endnu ikke kommenteret disse meldinger men vil angiveligt afholde en pressekonference senere onsdag dansk tid.

Stor strejke

En sammenslutning af sydkoreanske fagforeninger vil også indlede en strejke, som skal stå på, indtil Yoon Suk-yeol går af. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Det fremgår endnu ikke, præcis hvor meldingen er blevet offentliggjort. Det står heller ikke klart, hvorvidt strejken allerede er trådt i kraft.

Der er tale om Korean Confederation of Trade Unions, som ifølge AFP har i alt 1,2 millioner medlemmer og er landets største samling af fagforeninger.

Den anklager præsident Yoon Suk-yeol for at have brugt et »irrationelt og antidemokratisk middel« og siger, at han selv har »tilkendegivet afslutningen på sin egen magt«.

Korean Confederation of Trade Unions er ikke den første aktør, der retter skarp kritik mod Yoon.

Kort inden midnat dansk tid meldte landets største oppositionsparti, Det Demokratiske Parti, ligeledes i en udtalelse, at præsidenten bør gå af.

En talsperson for Det Hvide Hus i USA har samtidig sagt, at USA vil »overvåge« situationen.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her