Trump har kontaktet Bahamas om migrantplan, men fået nej, siger øgruppen. Siden har der ikke været kontakt.

Bahamas siger nej til Trump-plan om udviste migranter

Lyt til artiklen

Der er stadig over en måned til, at Donald Trump igen kan kalde sig siddende amerikansk præsident.

Men republikaneren er allerede i gang med at bane vejen for, at han kan få gennemført sin politik.

Torsdag har Bahamas dog afvist et forslag fra den kommende Trump-regering i USA om at tage imod udviste migranter.

Det sker, efter at Donald Trump og ansatte omkring ham angiveligt har lavet en liste over lande, hvortil udviste migranter kan blive deporteret, hvis deres hjemlande ikke ønsker at tage imod dem. Det erfarer NBC News på baggrund af kilder, der kender til planerne.

Bahamas siger nu, at landet har »gennemgået og med bestemthed afvist planen«.

Premierministerkontoret i Bahamas skriver i en pressemeddelelse, at regeringen har modtaget et forslag fra den kommende præsident og de personer, der forbereder overgangen fra Biden- til Trump-regeringen.

Forslaget lyder, at Bahamas skal acceptere ’deporteringsfly med migranter fra andre lande’.

»Efter premierministerens afvisning af dette forslag har der ikke været yderligere kontakt eller diskussioner med Trumps overgangshold«, står der i meddelelsen.

Bahamas er en øgruppe og et selvstændigt land i Atlanterhavet sydøst for Florida.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her