Tsunamivarsel er blevet afblæst efter jordskælvet i Californien, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Tsunamivarsel afblæses efter jordskælv i Californien

Lyt til artiklen

Et stort jordskælv har ramt ud for den nordlige del af Californiens kyst.

Det oplyser USA’s Geologiske Undersøgelse (USGS) torsdag. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Skælvet har ifølge USGS en dybde på omkring ti kilometer.

Der er forskellige meldinger om den beregnede størrelse på skælvet, som senest er blevet opjusteret til syv.

Det ramte omkring klokken 10.44 lokal tid ifølge USGS.

Indledningsvist førte skælvet til et tsunamivarsel for millioner af mennesker langs kysten, men senere blev tsunamivarslet afblæst via det amerikanske varslingssystem. Det skriver Reuters.

Det amerikanske tsunamicenter sagde, at der havde været et jordskælv med en beregnet størrelse på 7,5. Tsunamivarslen gælder for en længere strækning af den californiske kyst.

»Baseret på de foreløbige jordskælvsparametre er farlige tsunamier mulige for kyststrækninger inden for 300 kilometer fra jordskælvets epicenter«, stod der i en advarsel fra det amerikanske tsunamivarslingscenter ifølge nyhedsbureauet AFP.

USA’s nationale vejrtjeneste (NWS) sagde ifølge nyhedsbureauet Reuters, at 4,7 millioner mennesker langs den californiske kyst er under tsunamivarsel.

Det er uvist, om skælvet har forårsaget ødelæggelser.

Der er flere skælv, som har ramt inden for kort tid i den amerikanske delstat.

Også ved Cobb lidt længere sydpå og inde i landet har der været et skælv med en beregnet størrelse på 5,8. Skælvene ramte inden for få minutter.

Californiens guvernør, Gavin Newsom, er blevet briefet om jordskælvet og mødes med embedsmænd fra beredskabsmyndigheder. Det oplyser guvernørens kontor.

Der er flere tektoniske pladser, som mødes ved den amerikanske vestkyst, og jordskælv i området er relativt hyppige.

I 1994 kostede et jordskælv med en beregnet størrelse på 6,7 dusinvis af mennesker livet i Los Angeles og kvæstede tusindvis.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her