Fire personer er ifølge hollandsk politi døde efter en voldsom eksplosion i Haag lørdag morgen.

Boligblok kollapser efter voldsom eksplosion i Holland

Foto: Jeffrey Groeneweg/Ritzau Scanpix
Foto: Jeffrey Groeneweg/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Opdateret lørdag klokken 18.59

Fire personer er fundet dræbt, efter at en etageejendom lørdag morgen delvis styrtede sammen efter en eksplosion i Haag i Holland.

Det meddeler politiet i byen lørdag aften.

»Netop nu er en fjerde afdød person fundet«, skriver politiet på det sociale medie X.

»En anden person er blevet bragt til hospitalet«.

Haags borgmester, Jan van Zanen, frygter et ’dystert scenarie’, skriver avisen De Telegraaf.

Tidligere lørdag eftermiddag sagde borgmesteren på et pressemøde, at det fortsat var uvist, hvor mange personer der er savnet.

Etageejendommen styrtede delvis sammen som følge af en kraftig eksplosion, oplyser de lokale myndigheder ifølge De Telegraaf.

Indtil videre er mindst fem personer bragt til hospitalet efter lørdagens eksplosion.

Redningsmandskab leder lørdag efter flere beboere, der måtte være fanget under murbrokkerne.

Ifølge redningstjenesten kan der befinde sig op til 20 mennesker under murbrokkerne.

Det er uvist, hvor mange der var inde i bygningen, da den styrtede sammen, og hvad der forårsagede eksplosionen.

Eksplosionen antændte en brand i ejendommen, så sideløbende med redningsindsatsen måtte brandvæsnet slukke ilden.

Det er en treetagers ejendom, der er delvist styrtet sammen.

Eksplosionen har ikke kun forårsaget store skader på beboelsesejendommen. Også flere bygninger i nærheden er blevet beskadiget, og vinduerne i flere forretninger er blæst ind, skriver De Telegraaf.

En beboer fra en naboejendom fortæller den hollandske avis om øjeblikket, da eksplosionen rystede kvarteret.

»Der var et stort brag, derefter blev der helt stille, og så begyndte alarmerne«.

»Det var meget voldsomt. Bygningen på stedet er kollapset«, siger naboen, der ikke står frem med sit navn.

En reporter fra De Telegraaf fortæller, at gaden ved den sammenstyrtede bygning er dækket af glas, murbrokker, metal- og træstykker.

Borgmester Jan van Zanen ankom tidligere på morgenen til ulykkesstedet for at få et overblik over situationen. Han forlod senere stedet for at give redningsmandskabet plads til at udføre deres arbejde.

Haag ligger ved Hollands vestkyst - sydvest for hovedstaden, Amsterdam.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her