Den ukrainske præsident udtrykker sin taknemmelighed over for hele den danske nation i besked på X.

Zelenskyj: Andet bidrag af danske F-16-kampfly er kommet til Ukraine

Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj og statsminister Mette Frederiksen på flvyestation Skrydstrup i august sidste år, hvor Danmark lovede at donere F 16-kampfly til Ukraine. Foto: Mads Nissen
Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj og statsminister Mette Frederiksen på flvyestation Skrydstrup i august sidste år, hvor Danmark lovede at donere F 16-kampfly til Ukraine. Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Endnu et dansk militært bidrag er ankommet til Ukraine til brug i krigen mod Rusland.

Det oplyser Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, lørdag på X.

»Det andet bidrag af F-16-kampfly fra Danmark er ankommet til Ukraine. Det er et eksempel på lederskab i forhold at redde liv, der gør, at Danmark skiller sig ud«, skriver Volodymyr Zelenskyj på X.

Han udtrykker sin taknemmelighed over for hele den danske nation i beskeden.

»Kampflyene fra det første bidrag fra det danske folk er allerede i gang med at stoppe russiske missiler, redder vores folks liv og vores infrastruktur«.

»Nu er vores luftforsvar blevet yderligere styrket. Hvis alle partnere var lige så beslutsomme, ville russisk terror kunne have været umuliggjort«, skriver præsidenten.

I midten af august meddelte Forsvarsministeriet, at den første levering af danske kampfly var overdraget til Ukraine.

Ministeriet oplyste ikke hvor mange fly, der blev leveret i første sending. Men tidligere har meldingen været, at seks kampfly skulle leveres i første omgang.

Danmark har i alt forpligtet sig til at donere 19 F-16-fly til Ukraine. Danmark har givet Ukraine lov til at bruge kampflyene i Rusland.

»Godt nyt, at flere af vores F-16-fly er ankommet til Ukraine. Danskerne kan være stolte over, at vi går forrest for at hjælpe den ukrainske frihedskamp, også på dette felt«, skriver forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) lørdag på X.

Ukraine blev 24. februar 2022 invaderet af Rusland, og siden har de to nabolande været i krig.

Ukraine har bedt Nato-landene om at levere yderligere 19 luftforsvarssystemer. Det skal medvirke til at beskytte landets energiforsyning.

Ukraine har i et stykke tid haft problemer i krigen mod præsident Vladimir Putins Rusland, som er rykket frem på ukrainsk territorium.

Særligt de seneste to måneder er de russiske styrker rykket hastigt frem.

Volodymyr Zelenskyj har talt om fredsforhandlinger med den store nabo.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her